Kanelsnegle – med et lille tvist | Bagværk

Advarsel: Denne beretning er mest interessant for nybegyndere og triatleter in-spe. Det er en beretning om en debutants forberedelse og oplevelser i forbindelse med Ironman Copenhagen 2013, og jer, der føler, at I er samme båd (eller måske på vej op i båden), vil forhåbentlig få en masse ud af at læse den. I andre vil sikkert blot more jer lidt:-)

Det er en beretning om, at man kan, hvad man vil – uden at tilsidesætte alt andet. At man ikke behøver træne sig selv ihjel, læse mange lange artikler om “maksimering af din iltoptagelse”, købe udstyr til 100.000 kroner og sige farvel til det gode liv i årevis for at gennemføre. Det er derfor ikke en beretning, der går i detaljer med kostplaner, svømmeteknik, løbestil, styrketræningsøvelser og fordele og ulemper ved det ene kontra det andet gear. Ganske enkelt fordi det ikke interesserer mig. Jeg træner, når jeg har tid, jeg spiser og drikker stort set, hvad jeg har lyst til, og har det udstyr, der skal til for at være med. No more, no less. Thats it.

Så er I advaret;-)

——————–

Først og fremmest – tak til Frederik: Det var bare Konge;-)

Det er nu tre uger siden, jeg gennemførte min første Ironman. Og lad mig starte med at sende en helt særlig tak til kronprins Frederik for at tage den lange tur sammen med os andre den søndag i august. Det var bare konge (høhø).

Hans tilstedeværelse alene gjorde oplevelsen for alle os andre til noget lidt mere særligt end det ellers ville have været. Og det er ikke fordi, jeg er royalist, men på dagen gik der sgu lidt rockstar-stemning i den, når han var i nærheden – særligt selvfølgelig på løbeturen – og det kunne vi andre dødelige så bade os i.

Og nu skal man ikke sætte sit lys under en skæppe, men der var måske nok også lige 30-40 personer ekstra i omgangskredsen, der huskede at spørge til præstationen i dagene efter, fordi TV2 News havde tæppebombet landet med “Verdens første royale Ironman” under løbet.

————–

Forberedelsen: 7 timers træning om ugen!

65 kilometer svømning (29 timer og 52 minutter), 2405 kilometer cykling (91 timer og 2 minutter) og 508 kilometer løb (46 timer og 20 minutter)…. plus 72 timer og 50 minutters spinning… well hmmm… I alt 240 timer og 6 minutters træning. 7 timer om ugen.

Er det meget, eller er det lidt? Næ, det er nok nærmere meget lidt. Men det er vel egentlig ligegyldigt. Det var nok. Og det var, ifølge Endomondo, hvad jeg nåede at træne i 2013. Og det var, hvad der skulle til for at kunne gennemføre en Ironman på 11 timer og 25 minutter. Og skulle der være en enkelt læser, der har en drøm om at gennemføre sådan en jernmand, ja så ved du altså nu, at du ikke behøver smadre hverken dit eget liv, din karriere eller din familie for at gennemføre målet. Intet er umuligt for den, der bærer viljen i hjertet;-)

————–

Gu’ er jeg da ej tilfreds!

Jeg er tilfreds. Eller, altså, gu er jeg da ej, men hvad kan jeg forvente med den indsats?? Så, ja. Tilfredsstillende og næsten efter planen. Jeg kommer aldrig til at kvalificere mig til Hawaii på tiden (men så er der jo andre metoder).

————–

Jeg er frisk igen næste år

Og jeg er helt sikker på, at jeg skal gennemføre en Ironman næste år igen. Og næste. Og næste og næste. Ikke med de store ambitioner på tiden, men ganske enkelt bare for at bevare en god grund til at træne. Og… nå, ja… så har jeg da gjort mig en tanke om, at jeg en dag, inden solen går ned for sidste gang skal tjekke den her ud.

————–

Mit første løb: Måtte opgive efter 300 meter

Og så en sidste bonusinfo, til alle I andre glade amatører, der stadig tvivler på, om det nu også kan lade sig gøre: 26. maj i år (altså 2 måneder og 3 uger før Ironman) måtte jeg panisk, hyperventilerende og udmattet udgå af denne sølle udfordring efter 300 meters svømning, heraf maksimalt 50 meter crawl. Jeg kunne med andre ord ikke svømme 400 meter i åbent vand mindre end tre måneder inden Ironman Copenhagen. Men det gik jo alligevel.

————–

Tanker inden løbet: Cyklingen skal nok gå, men det andet…!?!?!!

Den store dag er egentlig ankommet lidt tidligere end håbet. Men sådan har de fleste det vel. Man kan jo altid forberede sig LIDT bedre.

Det eneste jeg er helt sikker på nok skal gå sådan nogenlunde er cyklingen. Selv om jeg er lidt nervøs for, om jeg virkelig kan køre så hurtigt, som jeg har planlagt (33 km/t i snit). Planen er lagt ud fra, at jeg havde nogenlunde den samme forberedelse til Ironman, som da jeg gennemførte cykling og løb ved Copenhagen Challenge i 2011 (dengang kunne jeg VIRKELIG ikke svømme overhovedet). Dengang kørte jeg også La Marmotte (placering 5176, 10 timer og 34 minutter) inden. Og i år var jeg endda langt hurtigere end dengang (9 timer og 18 minutter). Så alt andet lige er det realistisk at tro på, at min form er bedre, og at jeg kan forbedre mig i forhold til de 5 timer og 40 minutter, jeg kørte 180 km på i 2011. Og sådan blev det jo også – heldigvis.

Både svømningen og løbet er jeg til gengæld nervøs for. Løbet fordi jeg ganske enkelt bare ikke er godt nok forberedt på det. Jeg har ikke løbet et maraton i mere end to år, og desuden nåede jeg kun 2 mellemlange ture op til Ironman (17 og 20 km) – og ellers en masse småtteri-løb på 8-10 km.

I min korte optakt, har jeg løbet en fast marchhastighed på alle ture på 5 minutter og 30 sekunder per kilometer. På den måde håber jeg, at jeg har vænnet kroppen til, at det er den hastighed, den skal løbe på dagen. Og det virkede sgu… de første 20 km!! Og så virkede det ikke mere;-) Mere om det senere.

Og svømningen…. tja… det er bare min svage side. På trods af uvurderlig svømmehjælp fra mine svogre Jonas og Tom og min svigerinde Teresa, er jeg stadig kun lige over hundesvømmestadiet. Og til den allersidste svømmetur torsdagen inden løbet, hvor der skulle tankes den sidste selvtillid, endte det i stedet med, at vi droppede turen efter omkring 1000 meter, fordi der var brandmænd overalt! Fedt, at skulle forholde sig til, når man egentlig har rigeligt i at tøjle sin vandskræk! Men jeg holdt planen på svømningen, selv om jeg havde håbet, at jeg kunne overraske positivt.

————–

Løbsdagen: En lang dag starter kl 4 om morgenen

Og nu. Til sagen: Klar eller ej, så er det blevet løbsdag. Kristina og jeg står op kl 4, så jeg kan være klar i strandparken kl 5.30. I god tid inden starten som for mit vedkommende går kl 7.25. Det første jeg ser på min mobil er en hilsen fra William, der er til håndboldturnering og derfor ikke kan være med på dagen: “Held og lykke i morgen (sendt kl 23.13). Ærgerligt, at jeg ikke kan være der. Jeg ved, at hele familien vil heppe dig igennem dagen. Du gør os stolte. PS: Alle fra håndboldholdet synes, at det er megacool, at du skal lave Ironman”. Så er dagen skudt i gang. Det kan ikke beskrives, hvad sådan en besked betyder for motivationen.

Jeg er en af de første, der dukker op i Strandparken. I god tid til at skifte dæk og slange på baghjulet på cyklen (pillede en lidt for stor sten ud af dækket ved bike-check-in dagen før). Jeg har god tid. Også selv om jeg skal skifte dæk.

Vejrudsigten har gode og dårlige nyheder. Det bliver skyet og 18-20 grader, hvilket er ret optimalt til alle discipliner. Hård vind og regn på cykelturen er til gengæld ret irriterende at se frem til. Både for mig og for heppekoret.

Selv om jeg gennemførte cyklingen og løbet i 2011, så føler jeg mig som absolut novice og debutant. Jeg er nervøs. Meget nervøs. Jeg er stadig så uprøvet en svømmer, at der er en reel risiko for, at jeg går i panik under svømningen, og hvor cool ville det lige være at udgå efter 45 minutter. Det er en ny fornemmelse at stå foran en ret rendyrket psykisk udfordring: Vandskræk! Jeg har gennemført mange fysiske udfordringer de seneste 4 år, der ærligt talt nok har ligget lige et hak over, hvad der var rimeligt at forlange af min krop. Lige fra min første maraton i Berlin (på vist nok 5 timer og 26 minutter!!) til første La Marmotte i 2011 og Challenge (minus svømning) i 2011. Og nu Ironman Copenhagen. Men vandskræk er noget andet. Den er svær at fighte sig igennem på vilje. Hvis først panikken indtræder er det slut.

————–

Føles som at gå til eksamen

Klokken bliver 7.00. Pro’erne – og kronprinsen – sendes afsted. Jeg gør mig klar. Adrenalinet kører. Har man prøvet at gå til eksamen, hvor der er emner, man er helt blank i, så tror jeg, man kender fornemmelsen. Det ene øjeblik er man sikker på, at nu er det slut. Det næste, at det nok skal gå. Sådan har jeg det de næste 25 minutter.

Jeg går hen mod opvarmningsområdet for lige at mærke vandet. Det er koldt og fyldt med brandmænd. Herligt! Jeg svømmer 20-30 meter ud og ind. Igen. 20-30 meter ud og ind. Igen. Og igen. Jeg trækker næsten vejret normalt nu! Der er 15 minutter til jeg skal afsted. Jeg går op mod startområdet igen. Husker på Tom og Teresas råd om at placere mig i venstre side af feltet, når starten går. Taler med et par stykker, der glæder sig SÅ meget til svømningen, hvorimod resten bare skal overståes. Jeg siger, at jeg har det lige omvendt.

Det er os næste gang. Vi bliver bedt om at gå frem til start. Kronprinsesse Mary står stort set lige ved siden af mig på molen og småsludrer med kulturborgmesteren. Rasmus Henning står lidt længere fremme på molen og smiler til os. “Starteren” spørger pludselig, hvor mange debutanter, der er, og så vælter hænderne i vejret. Jeg er heldigvis i “det skal nok gå”-humør nu! SÅ går starten.

————–

En tur i den store vaskemaskine

Udefra – eller oppefra – ligner svømmestarten mest af alt 350 selvmordssøgende lemminger på vej ind i en vaskemaskine, men jeg oplever pludselig en underlig ro i kroppen. Gu’ er der trangt, og ja, der er fødder, arme og ben overalt. Og ja, en eller anden rykker nærmest svømmebrillerne af mig, men intet kan slå mig ud. Jeg tager den med ro. Kommer forbi første bøje, og så er trafikken stort set overstået. Jeg har ikke fået gennemgået svømmeruten ordentligt, så jeg svømmer for langt over mod venstre side, og jeg svømmer nærmest alene. Så det er måske meget godt. Det betyder bare, at jeg har lidt langt hen til første bøje.

Vandet er mere uroligt end forventet, og jeg har sværere ved at orientere mig, end jeg havde forberedt mig på. Og det irriterer mig. Brillerne dugger, og jeg kan knapt nok se selv de store gule skilte på broerne, der fortæller, hvor langt jeg er kommet. Jeg har aftalt med mig selv, at jeg på ingen måde må presse mig selv de første 1000-1500 meter, for så er der bare risiko for, at jeg fremprovokerer vandskrækken. Det har jeg prøvet under træning. Det er ikke sjovt.

Der er kun et par enkelte tidspunkter undervejs, hvor jeg er nødt til at psyke mig selv lidt med positive tanker for at bevare roen. Jeg bliver overhalet i ryk af de hurtige svømmere fra grupperne, der sendes senere afsted end mig. Det er jeg forberedt på. Og ret ligeglad med.

————–

Forsøger at skrue tempoet op – forgæves

Jeg fortsætter med at tage den med ro. For en sikkerheds skyld. Har aftalt med mig selv, at jeg efter 1500 meter skal prøve at finde en hurtigere rytme, hvor jeg trækker vejret ved hver tredje armtag, men det går ikke. Jeg vender hurtigt tilbage til kun at trække vejret i højre side. Jeg nærmer mig den sidste bro og de 2700 meter. Jeg ved, at Kristina, Tom og Teresa står ved broen og er meget tæt på mig nu. Det er en god fornemmelse. Jeg svømmer under broen og fornemmer, at der bliver heppet på mig.

Jeg har på fornemmelsen, at jeg svømmer langsommere end håbet, men er samtidig også godt klar over, at jeg har gjort mit forsøg på at øge hastigheden. Forgæves. Nu er det bare et spørgsmål om at holde rytmen det sidste stykke hjem. Næstsidste bøje rundes og så går turen tilbage mod målområdet. Jeg runder 3300 meter og svømmer sidste gang under broen. Bliver helt paf over stemningen. Der står masser af mennesker inde under broen og hepper på alle svømmere. Og selv om jeg har hætte på og hovedet under vand det meste af tiden, så er “støjen” fra tilskuerne overvældende. Det havde jeg ikke ventet at opleve på svømmeturen.

————–

Holder planen – men er lidt skuffet

Jeg kommer op nærmest præcist efter planen – 1 time og 30 minutter (og nogle få sekunder) – men jeg er alligevel lidt skuffet. Jeg havde haft et par gode lange svømmeture op til løbet, som indikerede, at jeg på en god dag godt kunne have svømmet hurtigere. Sådan blev det ikke, og jeg ved nu, at det med sikkerhed ikke bliver en tid under 11 timer. Det havde jeg sådan set heller ikke rigtig forventet, men hvis jeg nu havde overrasket og svømmet 10 minutter hurtigere end planlagt, så… det rammer mig på motivationen under cyklingen, at jeg ikke overraskede positivt på svømmeturen… jeg føler ikke rigtigt, at der er noget mål at gå efter nu. Det burde jeg have forberedt mig på, kan man sige. Det ved jeg til næste gang… hav altid en plan B at gå efter…

Jeg kommer fornuftigt op af vandet. Der er ingen svimmelhed. Ingen problemer med at vænne mig til at stå lodret igen. Ingen problemer med at løbe.

Jeg finder hurtigt min pose… selvklart… for der er ikke mange poser tilbage! Der er til gengæld en del “trafik i omklædningen”. Jeg åbner posen, og det første jeg får øje på er en seddel. Jeg tager mig tid til at læse, hvad der står: “Hej far. Jeg ved du kan og jeg heper på dig. Og jeg ved du kan svøme og løbe og cykle. Knus og gram. Kornelia <3”. Et helt utroligt øjeblik. Og jeg bliver SÅ glad og stolt over, at min elskede datter har gjort sig nogle tanker om min lange dag. Den slags opbakning betyder utrolig meget, når man er undervejs så længe.

————–

Cykling: Gode ben

Skiftet fra svømning til cykling går ganske udmærket. Jeg har ingen problemer med tilvænningen. Sikkert fordi jeg har taget den – lidt for meget – med ro på svømningen. Jeg føler mig godt tilpas, og jeg kan med det samme fornemme, at benene er klar i dag. Jeg husker tilbage til 2011, hvor jeg pressede mig selv de første 40-50 kilometer. Høj hastighed. 34 km/t. Høj puls. Over 80 procent af max. Denne gang er pulsen noget lavere. 76-77 procent af max – alligevel kører jeg noget hurtigere end sidst. 37,6 km/t på de første 33 kilometer. 36 km/t efter 63 kilometer.

Trods gode ben og god hastighed med fornuftig puls, er motivationen der ikke rigtig. Jeg overhaler rigtig mange på cyklingen (575 i alt), men jeg føler mig lidt småforkølet – og generelt fortsat lidt irriteret over svømningen. Jeg er ukoncentreret og ufokuseret. Har tankerne skiftevis på den overståede svømmetur og den kommende løbetur. Begge dele giver negative tanker. I stedet for at koncentrere mig om det, jeg er i gang med – nemlig cyklingen.

————–

“Hvor er min kone?”

Geels Bakke er – mærkeligt nok – et af mine højdepunkter på turen. Stemningen er superfed, og jeg kan ikke lade være med at rejse mig og give den fuld gas hele vejen op… god oplevelse. Næste gode oplevelse kommer heldigvis kort tid efter. Brostenene i Lyngby! Ja, ikke fordi der er brosten, og at det er i Lyngby, men fordi her står familien og hepper. Det har en enorm betydning. Jeg ved præcist, hvor de står, og jeg stopper op, da jeg ser svogrene og svigerinderne (Maria, Jonas, Tom og Teresa) med store bannere, hvor der står “Du kommer i mål som GUD” og “Morten Asmussen, you rock” i højre side. Jeg ser Karl Gustav og Kornelia i venstre side med et banner: “Kom så far. Du er vores HELT”:-)

Jeg ved, at svigermor Inge og Torben også er der et sted, men kan ikke finde Kristina. Så mens Tom og Teresa råber: “Hvad laver du” og “Det har du ikke tid til”, råber jeg tilbage: “Hvor er min kone?”… jeg kan da ikke bare køre forbi uden kys og kram:-)

Efter et par minutters hygge i Lyngby fortsætter turen ud mod runde 2 og de sidste 90 kilometer. Mødet med familien giver en masse ny energi. Pludselig giver det hele mening igen. Det giver masser af positive tanker. Stolthed, viljestyrke og lyst til at afslutte det, man har sat sig for. Jeg ved også, at jeg kommer til at cykle hurtigere end planlagt. Det hjælper også på psyken.

————–

Anden runde: Vind og regn – og ondt i ben og røv og ryg!

På anden runde bliver vejret til gengæld rigtig dårligt. Det blæser op, hvilket er fint nok op ad Strandvejen, for der er medvind. Men for s…. da, det trækker tænder ud at køre de sidste 60-80 kilometer. Det regner, der er kraftig vind – og endnu kraftigere vindstød. Det bringer “sure Morten” på banen igen. Og det hjælper f…. ikke, at man bliver overhalet af den ene gruppe hardcore draftende “pladehjul” og “aerohjelme” efter den anden, mens den ene official efter den anden tøffer forbi på motorcykel uden nogen som helst form for kommentarer. Shame on you, Ironman officials. Og shame on you, “pladehjul” og “aerohjelme”, for den sags skyld. Det er sgu da Ironman det her og ikke en træningstur med Skodsborg Motionscykle Klub!! Når det bliver en smule hårdt og koldt og vådt, så gælder Ironman-reglerne åbenbart ikke mere!

Anden runde er virkelig hård ved mig. Jeg har svært ved at holde hastighed, og jeg kan se min gennemsnitshastighed bare dale og dale og dale. Og jeg kan ikke rigtig gøre noget ved det. Jeg har trætte ben, ondt i ryggen og røven (Pardon, my French!). Jeg begynder at blive bekymret for, at jeg bruger for mange kræfter, men det er svært at ændre så meget på. Jeg skal jo ligesom frem uden at gå helt i stå.

————–

Geels Bakke og Familie-boost i Lyngby

Men Geels Bakke er igen bare en fed oplevelse. Op at stå igen! Dernæst brostenene i Lyngby. Også en fed oplevelse. Igen, hverken på grund af brostenene eller Lyngby. Jeg forventer ikke at se familien stå der denne gang, så det giver et ekstra boost at se dem igen. Lige nu kan jeg ærligt talt ikke huske, om jeg stopper op. Jeg tror det ikke, for jeg bliver sådan lidt paf over at se dem. Men jeg husker følelserne og de positive tanker, det giver, at familie og venner er med på dagen!

Det regner stadig. Jeg begynder at forberede mig til løbet. Forsøger at tage den med ro. Bare holde benene i gang. Men jeg undervurderer afstanden til anden skiftezone, og jeg når at blive utålmodig. Jeg synes, at jeg kører for langsomt for længe.

————–

Anden skiftezone: Det går jo godt!??

Jeg når endelig skiftezonen. Tjekker ikke min tid… men ved, at jeg har kørt fornuftigt og – lidt – hurtigere end planen. Bliver hurtigt guidet frem til min pose med løbesko. Heri ligger endnu en seddel. Denne gang fra KG. Jeg tager mig selvfølgelig tid til at læse: “Hej verdens bedste far. Du er for sej og vi ved du kan. Du er vores helt. KH Karl Gustav”. Jeg smiler, tænker på KG og bliver endnu en gang rørt – og fyldt med ny energi. Jeg lægger sedlen tilbage i posen, tager løbeskoene på – og afsted. Ud på den lange tur!

Jeg husker tilbage på skiftet fra cykel til løb sidste gang (i 2011). Det var ren ondskab fra start til slut. Det gjorde ondt på kroppen og ikke mindst i fødderne fra start (muligvis på grund af barfodsskoene;-), som denne gang er skiftet ud med meget meget traditionelle og tunge Asics Kayano 18, fordi min fysioterapeut siger, at jeg er platfodet… hmrf!).

Denne gang virker overgangen fra cykel til løb … nærmest … hmmm… let! Ingen umiddelbare smerter. Ingen problemer med puls, vejrtrækning eller noget. God oplevelse. Jeg ved godt, at det bliver hårdt, men det er rart, at det er ikke ondt lige fra det første skridt. Jeg har aftalt med mig selv, at jeg skal løbe med en hastighed på 5 minutter og 30 sekunder per kilometer. Og det går fint de første kilometer. Jeg er lidt forbavset over den umiddelbare lethed. Jeg nyder det i øjeblikket, vel vidende, at det nok skal blive slemt!

Jeg er meget koncentreret. Lukket inde i mig selv. Kigger ikke op, kigger ikke på publikum, tænker ikke på noget. Jeg løber bare. De første kilometer går stærkt. Og her tænker jeg faktisk ikke på den reelle hastighed, men mere, hvordan jeg mentalt oplever hastigheden. Jeg synes, at de første 3, 5, 10, 12 kilometer kommer hurtigt efter hinanden. Hurtigere end ventet. Og MEGET hurtigere, end de føltes tilbage i 2011, hvor jeg troede, at jeg havde løbet 10 kilometer, da jeg så det første mærke (hvor der stod noget i retningen af 3,6 kilometer!!).

————–

Jeg holder planen, men hvor længe?!

Jeg holder – sådan nogenlunde – planen og hastigheden. Jeg møder Kristinas tidligere kollega Mikkel efter 14-15 kilometer (så vidt jeg husker). Det går stadig ganske fint. Jeg begynder at mærke, at kroppen brokker sig, og at jeg ved, at jeg snart må regne med, at ondskaben kommer snigende. Mikkel løber stafetten og vil løbe under 4 timer på maraton. Jeg siger, at jeg har samme mål – ikke under 4 timer, men bare 4 timer! Jeg siger også til ham, at det ikke kommer til at holde, og at han bare skal løbe fra mig, når han synes, at det kommer til at gå for langsomt. Vi løber sammen ret langt – 3-4 kilometer, tror jeg. Så må han videre, og det er helt fint for mig. Jeg er forberedt på, at løbet kommer til at tage længere tid. Jeg er dog ikke helt forberedt på smerten. Føj for den lede.

Ved 18-19 kilometer ophører den ulidelige lethed. Ikke sådan pludseligt, men fra da af bliver det bare mere og mere ondt. Benene gør ondt, meget ondt. Jeg har lavet en aftale med mig selv, da smerten kom, at jeg ikke må stoppe op og gå på noget tidspunkt, før jeg når den halve maratondistance. Heller ikke ved depoterne. Det holder jeg, selv om det gør ondt. Jeg stopper heller ikke op ved familien. Jeg er meget koncentreret fortsat. Koncentreret om at holde rytmen, kadencen, humøret… så længe og så vidt nu er muligt.

————–

Ingen stop før halvmaraton!

Kroppen er presset, og selv om pulsen er lav (75-76 procent af max), så er der ikke rigtig noget, jeg kan gøre for at holde hastigheden. Eller måske er jeg bare ikke rutineret nok til at æde smerten og holde farten? Jeg ved det ikke, og jeg har efterfølgende tænkt på, om jeg måske kunne have presset mig selv yderligere. (Jeg får tit at vide, at jeg skal presse mig selv lidt mere, men jeg har det bedst i min komfortzone, hvor jeg ved, at her kan jeg være indtil solen går ned – og måske også til den står op igen. En dag prøver jeg måske at komme ud af zonen;-))

Jeg prøver faktisk at presse farten op, men bliver nervøs for, om kroppen kan klare det helt til mål. Så jeg dropper forsøget og holder mig på den sikre side. Strategien bliver i stedet at fastholde nogenlunde den samme oplevede belastning af kroppen (ubegribelig smerte!) og en stabilisering af pulsen. Det betyder så, at hastigheden falder ret kraftigt.

Jeg nærmer mig halvmaraton-distancen. Alt gør ondt på den onde måde. Hjernen gør nu alt, hvad den kan for at få mig til at stoppe. I det mindste bare et øjeblik. “Du kan bare gå herfra. Det går næsten lige så hurtigt. Gå nu. Bare lidt,”lyder det jævnligt inde i hovedet, som også jævnligt “forsikrer” mig om, at “det her kan din krop altså ikke holde til ret meget længere, mester!”. Og jeg har jo aldrig tidligere dyrket motion (på noget som helst niveau), så jeg er tilbøjelig til at tro på, hvad hjernen siger! I hvert fald lige nu!

————–

Hjernen vil ikke mere

Da jeg når 21,1 kilometer begynder jeg at gå for første gang i depot. Det er på samme måde ubegribelig træls og en enorm lettelse. Smerten ophører for en stund – i hvert fald den rigtig grumme smerte. Jeg begynder også at stoppe op, når jeg kommer forbi familien. De holder mig virkelig oppe lige nu. Jeg har ondt af mig selv. Jeg er træt, det gør ondt, og hjernen vil ikke være med mere. Jeg løber langsommere og langsommere, mens smerten og den fysiske udmattelse bare bliver værre og værre. Jeg begynder at få ondt i maven/sidesting i begge sider. Jeg kan efterhånden ikke klare flere gels, mere frugt, energibarer, energidrik, vand, cola, redbull mere.

Afstanden til mål afskrækker mig sådan set ikke. Det virker ikke på den måde uoverskueligt. Jeg ved, hvor langt der er. Jeg har jo løbet distancen flere gange. Men det er mere den tid, det tager at komme dertil, der afskrækker mig. Jeg ved sådan set godt – dybt, dybt inde, at jeg nok skal komme igennem. Men smerten byder mig virkelig op til dans. Jeg er stadig væk i en form for boble, og jeg kan huske, at jeg ved 28 kilometer (cirka) nærmest opgivende siger til Kristina: “Jeg har det ikke godt!”. Aldrig har jeg ment det så meget! Jeg plejer at kunne tage pis på mig selv i selv de mest ekstreme situationer, men det her…! Jeg er i gang med den suverænt fysisk hårdeste præstation nogensinde pt (den overstiger klart Marmotte 2011 og 2013). Og det gør ondt.

————–

Nu er det snart slut

Efter 35 kilometer begynder det at lette. Humøret. Jeg er nu så tæt på målet, at jeg kan smile lidt igen, og være lidt humoristisk omkring det hele. Nu skal det bare overståes. “De sidste fucking 7 kilometer! Hvor svært kan det være,” siger jeg, da jeg løber forbi familien. Jeg begynder at glæde mig. Jeg føler mig sulten, men jeg kan ikke spise eller drikke mere. Jeg plejer at kunne klare sulten med små stykker banan, men er ved at kaste op bare ved tanken nu. Jeg har vænnet mig til at tage en pose gel ved hvert depot, men jeg kan ikke få dem ned. Putter dem i ryglommen. Ved 37 kilometer har jeg fire uspiste gels i lommen. Prøver med saltkiks i stedet. Det kan jeg godt anbefale, når man er træt af at spise sukker i alverdens former i 10-11 timer. Det holder mig gående de næste 2-3 kilometer.

————–

Tiden er ligegyldig

Selve tiden er egentlig ikke noget, jeg bekymrer mig om lige nu. Jeg tænker da på tiden, og ved også nogenlunde, hvad min tid vil blive, og at det ikke var helt det, jeg håbede på. Men det stresser mig ikke. Mest fordi jeg synes, at det ligger til en tid, der hverken er rigtig god eller rigtig dårlig. Det er jeg afklaret med, og jeg lader mig ikke stresse af, at jeg nu efterhånden løber 7 minutter per kilometer. Jeg skal nok nå målet.

Jeg runder 40 kilometer. Det er en surrealistisk oplevelse. Det er ret utroligt, at 2 kilometer kan føles både SÅ utrolig tæt på og samtidig uendelig langt væk. Afstanden er ingenting, smerten fylder til gengæld alt. Sulten vender hele tiden tilbage, og selv om målet er lige om hjørnet, og jeg kan gå fra nu af og alligevel komme ind i en acceptabel tid, så stresser det, og jeg tvinger den sidste gel ned. Jeg er lige ved at kaste op, men sultfornemmelsen forsvinder.

Jeg runder det sidste sving. Der er under 1 kilometer tilbage. Det er vildt. Jeg kigger efter familien. Jeg ved, at de er på opløbsstrækningen. Jeg får øje på Kornelia og Karl Gustav på lang afstand. Det er stort. 200 meter tilbage. Jeg kan se resten af familien. Jeg løber hen til Kristina, Kornelia og Karl Gustav og hen til en fælleskrammer. Jeg gjorde det sgu. De sidste 100 meter, de sidste 50, 25… fornemmelsen af at løbe ind mod den målstreg, jeg har løbet forbi tre gange under løbet, er ubeskrivelig. 10 meter, 5 meter, 4, 3, 2, 1…. “Morten Asmussen, you are Ironman…”

Kanelsnegle – med et lille tvist

Opgradering fra grund til hus

I selskab med Ironman Copenhagen 2013

Er jeg klar?….