I denne søde juletid er har vi i familien mange traditioner. Hjemme hos os er én af dem hjemmelavede æbleskiver. Vi har en elektrisk æbleskivepande, så de bliver lavet mens vi alle sidder ved bordet. – Det eneste problem er, at det ikke altid går hurtigt nok..!!
Opskrift:
25 g gær
1/2 dl lunkent vand
2 1/2 dl mælk
2 æg
200 g hvedemel
2 tsk sukker
1 tsk kardemomme
1 tsk bagepulver
ca 30 g smør til æbleskivepanden.
Rør gæren ud i lunkent vand
Kom mælken i, pisk derefter æggene og alle de tørre ingredienser i.
Lad dejen hæve i ca. 30 min.
Opvarm æbleskivepanden, og kom fedtstof i hullerne.
Hæld dej i hullerne, de må ikke fyldes helt.
Bag æbleskiverne til de er brune i kanten og vend dem om med en strikkepind. Tjek at de er helt bagte.
Tilbehør syltetøj og sukker.
Tip: vi havde ingen strikkepind, så her blev der brugt et trægrillspyd..
I går havde vi den årlige traditionsrige familietur i Tivoli. Det er en tradition, der startede for 15 år siden, og som bare har fået flere og flere deltager jo flere børn der er kommet til.. Morfar kommer med toget fra Jylland og vi tilbringer hele dagen sammen med ham.
Vi starter altid dagen med frokost på restaurant Hereford, der ligger lige ved siden af Tivoli. Stedet serverer mad som både store og små kan lide. – Og de har byens bedste salatbar!!
Jeg elsker at være sammen med mine søstre, men det gør kun oplevelsen større, at mine unger er vilde med deres fætre og kusine. De er sammen på kryds og tværs og det er en fornøjelse at se på. Og en særlig tak til Moster T for candyfloss..
Tak for en dejlig dag søstre – og morfar.. – og undskyld de mange billeder..
Nu er det vist på tide, jeg får berettet lidt fra stævnet i Las Vegas. Sjovt nok skal jeg altid samle lidt mod til at få skrevet raceberetning; but here it goes… Part 1. Tiden op til racet.
Kvalifikationen
Jeg var jo så heldig at kvalificere mig i Berlin i juni måned – med understregning under heldig. Jeg fik en syvende plads i min aldersgruppe efter en fin cykeltur og en virkelig dårlig løbetur. Normalt er der kun en billet i hver kvinde-agegroup, men den dag kom der en ekstra fra en af de ældre aldersgrupper. Nr. 1,2,3 var ikke interesserede nr.4 tog den første plads og så gik den næste til mig. For VILDT, ikke noget jeg nogensinde havde turdet håbe på. Det tog mig ikke mange sekunder at sige ja til stævnet i Las Vegas små tre måneder efter! Tom var desværre syg og kvalificerede sig ikke. Han var dog så opsat på også at deltage, at han tog til Wiesbarden i August, hvor han sikrede sig en billet.
Tiden op til
Jeg fik lidt mere struktur på træningen – for første gang i år. Særligt rykkede jeg mig på løb og lagde mange kilometer i Søndermarken. Løbet i Las Vegas ville også være kuperet. I juli måned deltog vi i halvironman i Aalborg, det gik ikke helt som håbet. Jeg var syg hele ugen op til med ørebetændelse. Til trods for det, følte jeg mig ok løbende. Det var min tredje halvironman inden for tre måneder. På det tidspunkt var jeg bare glad for, at der var to måneder til den næste.
Dagene inden afrejse
Det blev nogle meget hektiske dage. Jeg skulle forsvare min ph.d.-afhandling dagen inden afrejse, og der var bare så mange ting, der skulle forberedes og koordineres. Oveni det hele fik vi også den gode idé, at vi ville have nyt racetøj i DK-farver fra Saysky – og der skulle selvfølgelig tryk på med “Team Friis-Holmberg”. Da Tom ringede til trykkeren dagen inden, var det ikke klar – heldigvis nåede de det til samme morgen, vi skulle af sted. Men det var absolut ikke noget, der huede mig. I mit hoved kunne jeg absolut ikke race i andet… Mit ph.d.-forsvar gik heldigvis fint, og jeg havde en god dag med familie, venner og kollegaer. Det var meget dejligt at få det overstået. Nu skulle man tro, at jeg bedre kunne slappe af og nyde at vi skulle på ferie og deltage i det fedeste race – men sådan gik det ikke helt.
Ankommet til Las Vegas
I realiteten foregår stævnet ikke i Las Vegas, men i Henderson – så der var desværre ikke noget med opløbstrækning på “The Strip”. Vi boede på en stort kasino hotel, der lå lige ved T2 (skiftezonen) og løberuten, hvilket var helt perfekt. Her boede mange andre triatleter, men det var dog stadig lidt underligt at komme trækkende med sin cykel igennem det store kasino. Vi ankom onsdag og torsdag tog vi ned til registreringen, hvor vi møder Lise og Jens fra klubben. Lise kvalificerede sig på Mallorca og Jens, der er proff triatlet, er med som hepper. De har allerede været her et godt stykke tid og Lise fortæller, at hun regner med at skulle bruge 1/2 time mere end på Mallorca pga. ruten og varmen. Jeg tænker bare åhh nej – og regner lidt på min tid, det tegner ikke godt. Ikke hvis hun siger det. Senere på dagen løber vi en lille tur – det er varmt, meget varmt og trykkende. Ellers laver vi ikke så meget, slapper af og spiser god mad fra Whole Foods (fantastisk supermarked).
Dagen efter prøver vi cykelruten for første gang. Og her er jeg virkelig ved at miste modet. Det er blæst op, og jeg føler slet ikke, at jeg kan styre min cykel ned af bakkerne – og jeg kan slet ikke ligge i bøjlen. På et tidspunkt stopper jeg op og vil ikke mere. Tom skælder mig ud. Vi kører lidt videre, vender om og triller tilbage til bilen. Normalt er varmen ikke noget problem, når jeg cykler, men her er det meget ubehageligt. Det bliver heller ikke bedre af, at jeg ikke har drukket noget – jeg er helt dehydreret, da jeg når tilbage til bilen. Der er også problemer med mine gear, og jeg kan ikke skifte helt ned. Resten af dagen er jeg i meget dårligt hurmør – og meget utålelig at være sammen med. Tror det er den sidste tids stress, der indfinder sig. Jeg burde være glad og dybt motiveret, men det er jeg ikke. Tom er heller ikke særlig motiveret. Han vil hellere shoppe og holde ferie. Det er hans femte halvironman på fem måneder, og han er ikke helt ovenpå efter Wiesbaden, som nok er Europas hårdeste halvironman. Om aftenen er der den obligatoriske racebriefing og heldigvis stiger humøret en smule. Normalt bruger de evigheder på at gennemgå de mange regler, sådan er det ikke her. Alle her har jo også prøvet det før.
Dagen inden
Denne morgen har vi mulighed for at afprøve svømmeruten, den har ellers været lukket helt af. Vandet er varmt, og det er uden våddragt. Vi mødes med Lise og begiver os ud i den meget grumsede Lake Las Vegas. Pga temperaturen er det helt ok at svømme der, til trods for at der ingen sigtbarhed eller opdrift er. Derefter skynder vi os tilbage til hotellet og stævneområdet, min cykel skal en tur forbi mekanikeren og have fikset gearene. Da vi kommer for at hente den igen kl 15:00, er den stadig ikke klar. På det tidspunkt bliver jeg igen en smule presset. Vil bare gerne have min cykel ordnet og afleveret i T1 (skiftezonen). Da vi kommer tilbage, fortæller de, at det ikke er mit gear, der er indstillet forkert, men et kabel, der er i stykker. Det er nu skiftet. Puha, godt, at det ikke skete under racet. Så havde jeg været på røven. Vi kører cyklerne ud til T1, der ligger 20km derfra. Da de er afleveret, kan vi slappe lidt af. Jeg løber en kort tur, benene føles ok – vejret er perfekt med skyer på himlen.
Ja, det lyder helt vildt. Hvordan kan man det? Er det overhovedet muligt for kroppen? Vi så Casper gøre det i juli måned, hvor manden og jeg var med som crew; en pragt præstation. Jeg har lokket Casper til at lave et gæsteindlæg her på bloggen om hans oplevelser til Triple-Ultra-Triathlon Lensahn. Jeg håber, at I vil nyde hans race-beretning lige så meget, som jeg gjorde:-) Mvh Søster3
Casper i mål efter 38t:25m:34s
LENSAHN TRIPLE ULTRA TRIATHLON 26.-28. juli 2013
Den manglende race-mode i den sidste uge har været lidt bekymrende. Lensahn Triple Ultra Triathlon ligger stadig mentalt langt væk. Måske er det erfaringen der ubevidst dæmper nerverne.
Da jeg startede med Triathlon for 4 år siden, havde jeg svoret, at jeg aldrig ville gøre, hvad jeg skal nu. Dengang var en halv ironman en ufattelig størrelse, som jeg havde svært ved at forestille mig at konfrontere. I forberedelserne til Lensahn har enkelte træningspas i hverdagene tangeret en halv ironman med 90 km cykling og 20 km løb… Grænserne flytter sig.
Hvorfor? Det har jeg måtte besvare mange gange. Nogen er motiveret af at køre en ironmandistance hurtigt. Jeg tror ikke, jeg er disponeret for det. Og jeg har ingen stor motivation i den retning. Måske forstærker de to aspekter hinanden. I mine første triathlonsæsoner var der meget motivation at hente på Youtube. Her nærmest faldt deltagerne ind over stregen. Det gav indtryk af den absolutte test af kroppens formåen. Grænserne var destinationen.
Film er taknemmelige. Første ironmandistance forløb forholdsvist nemt. Grænserne for min fysiske kapacitet var ikke nået. Ingen kollaps. Og her er svaret på spørgsmålet om hvorfor. Jeg er gået fra single distance til dobbelt distance. Og altså nu tredobbelt distance. 11,4 km svømning, 540 km cykling og 126,6 km løb. Man skal ikke forholde sig til tallene. Det har jeg lært. Bare begynd, og på et tidspunkt er man færdig.
Når distancen dobles skifter racet karakter. En single distance kan man køre for nær fuldt tryk. Det er primært et fysisk game. Når distancen bliver doblet træder det mentale i forgrunden. Den fysiske form skal stadig være der, men når smerten og racets inerti rammer bliver det afgjort med mentale spillekort.
Onsdag aften er det afgang mod Lensahn. Bilen er proppet med alt tænkeligt udstyr. Intet må mangle. Vi får vores faste base de næste dage. Et tysk klasselokale i uinspirerende brune, gule og orange nuancer. Men vi har fred til at hvile. Inden sengetid skal vi klare weekendens første uforudsete udfordring. Rute-setuppet betyder, at vi ikke kan nøjes med en lejr til både cykling og løb. I forhold til mange konkurrenter er vi sent på den, og de gode pladser er ved at være taget. Der kommer hurtigt et telt på løberuten overfor løbets anden danske lejr. Det bliver nogle lange dage, og vi kan måske hjælpe hinanden undervejs.
Det gælder om at blive udhvilet, men torsdagen insisterer på at starte tidligt. Fint, vi kan nå at sætte cykellejren op og fylde en indkøbsvogn i Lidl inden race-briefing og dopingtest. Det er godt lummert ved svømmebadet, da vi venter på lægen. Meget utysk kommer han slendrende 45 minutter for sent, jeg tror næsten med en smøg i munden. Han er mit yderste sikkerhedsnet, så han kan forhåbentligt sit kram.
Race briefing indeholder ingen store overraskelser. Varmen trykker og vi trænger mest til at hvile i klasselokalet. Rastløsheden er mærkbar. Jeg kan mærke behov for at få styr på de sidste detaljer. Trimme cyklen og gennemgå grejet en sidste gang. Jeg begynder også at komme i race-mode på det mentale plan. Konkurrencens omfang er endnu ikke begyndt at gå mig på. Det giver ro at få udstyret på plads og snakke morgendagens rutiner igennem.
Dagens manglende hvile kan mærkes. Men der er pasta party med præsentation af atleterne. De fleste deltagere slår det stort op med, på det nærmeste, hele hold af supportere. Man kan se det på deres holdtrøjer lavet til formålet. Endnu har jeg kun en hjælper. Jeg ved ikke om vi falder udenfor, men de andre virker meget seriøse. Spændingen er intensiv og spændt. Men samtidig afslappet. Ultrafamilien er samlet igen. Jeg gider ikke arrangementet. Jeg vil bare i seng og udhvile til starten i morgen. Vi observerer de andre.
Jeg tager underdog-attituden. Det passer mig fint. På dobbeltdistancen sidste år viste jeg mig at kunne rode lidt rundt i feltet. Det kunne være sjovt at overraske igen. Men det her er et andet game. Det siger historierne, som fortælles i ultrafamilien. Jeg aner ikke, hvad jeg kan forvente. De kommer til startnummer 39. Mig. Op, hilse på de andre. Good luck. Good luck. Good luck. Hele vejen rundt. Enkelte kendte ansigter fra den dobbelte distance. Der er er par stykker, jeg kan komme til at kæmpe med. Jeg ved ikke, om de genkender mig. Jeg giver mig heller ikke til kende. Lad benene tale når vi er i gang.
Det lykkedes at få en nogenlunde søvn. Vækkeuret havde ikke været nødvendigt, selvom dagen starter kl 05:20. Depoterne fyldes med havregryn, banan, æble og kaffe. Et hurtigt bad at vågne på og så af sted mod poolen. Tiden er fin. Ikke for meget, ikke for lidt. Der er overraskende roligt i skiftezonen. Jeg er også rolig. Ligger tingene til cykling klar. Pumper dækkene. De sidste mentale forberedelser. I våddragten. Stille, roligt og ordentligt. Det bliver min længste svømmetur nogensinde. Næstlængste cykeltur og længste løbetur nogensinde. Alle potentielle irritationsmomenter skal fjernes.
Martin (den anden dansker) er også kommet. Også debutant, debutant i ultratriathlon i det hele taget. Jeg tænker friskt spring fra single til triple. Mine erfaringer fra dobbelt distance giver en vis ro. Jeg føler mig rustet til udfordringen.
Tiden går hurtigt. Vi skal i vandet. Brillerne tages på og tjekkes for tæthed. Tages af. Tages på. Tjekkes. Indtil flere gange. Irritationsmomenterne – her vand i brillerne – skal minimeres. De dugger, men det går nok væk. Jeg vil svømme et par baner for at fornemme glidet i vandet. Jeg når en bane, så skal vi samles. Flere forskellige mennesker taler. Vi bliver velsignet.
Lad os nu bare komme i gang. De tæller sekunderne ned. Sekunderne til det mål, jeg mere eller mindre bevidst har haft i baghovedet siden jeg startede i triathlon. Først som en fuldstændig ubegribelig bedrift, siden som en udfordring på tankeplan. Og det sidste års tid som en bevidst målsætning. Nu har jeg svært ved at relatere til, når udenforstående giver udtryk for den ubegribelighed, jeg selv havde for blot få år siden. Dengang en halv ironman var uoverkommelig. Det er hvad de tæller ned til. Jeg har endnu ikke begrebet distancen, jeg står overfor de næste – forhåbentligt “kun” – 40 timer.
Vi bliver sat i gang. Der er stor niveauforskel på vores bane. Vi er 6 eller 7. Martin er ubegribeligt hurtig. Jeg svømmer mit eget tempo. Hurtigere end de fleste andre. Det passer mig fint, men det koster lidt kræfter at overhale 3 svømmere i streg. Mine briller er meget duggede. Som om der hænger en tung dis over poolen, også under vandet. Det er irriterende, men jeg kan leve med det. Pauser holdes kun hvis det er strengt nødvendigt. Problemet løser pludselig sig selv. Jeg kan se klart igen. Så går tiden i det mindste lidt hurtigere, når der er noget at kigge på.
De første par tusinde meter går hurtigt. Jeg får at vide, at mit tempo er for højt. Og tegn til at spise. Lidt tidligt synes jeg, men Lisa må have styr på madplanen. Jeg får en af de andre på slæb, det gør ikke noget. Måske det presser mit tempo lidt op, men det er vist acceptabelt. Min mave kæmper lidt med dagens første gels. Jeg bestiller noget banan for at stabilisere maven lidt.
Efter de første 5-6 km er det som om vandet begynder at blive lidt tykkere. Eller mine arme lidt trætte. I starten lå mit tempo mærkbart over de andres (bortset fra Martin), pludselig passer det med, at jeg kan ligge i de andres slipstrøm. Lidt mod mit umiddelbare princip om at svømme på egen hånd, men alle andre gør det. Og jeg kan mærke en markant forskel i mit energiforbrug. Uden at tabe nævneværdig tid, så vidt jeg kan vurdere.
Jeg vinder lidt mentalt overskud tilbage. “Jeg laver ikke en skid”, når jeg at råbe til Lisa i en vending. Jeg hygger mig i slipstrømmen nogle tusinde meter, inden min trækhest tilsyneladende bliver lidt træt. Jeg må svømme alene for resten. Så snart jeg når de sidste 2000 meter er det overskueligt. Mens der ryger en masse Rittersport ned får Lisa instrukser til det skiftezonen. Hun lytter. Hendes udtryk for at ville gøre det godt, og at hun tidligere har vist sig at huske mere end jeg havde troet, giver god ro og en følelse af at alt praktisk er i gode hænder. Jeg kan roligt koncentrere mig om det sportslige.
Jeg er ved at være træt af svømning og tænker kun på at blive færdig. Jeg beder om hyppigere distanceindikationer. 1000 meter kan man altid svømme. Nu kan jeg selv tælle ned. Husk at nyde det. 500. Endelig viser de skiltet med 100 meter tilbage. Jeg har svømmet 228 baner!
Skiftet forløber glat. Travlt men ikke stresset. Jeg har ændret lidt på planen under svømmeturen. Det er måske ikke helt fair, men Lisa retter ind. Ikke tid til snak. En status på klassementet. Jeg ligger omkring en 10. plads (som viste sig at være en 13. plads). Et par minutter betyder ikke noget i en tidsramme på forventeligt 40 timer, men det gælder om at holde intensiteten oppe. Det er mentalt.
Ud på cyklen. Der giver lidt ro at have kørt ruten i bilen. Ikke flad, som de havde skrevet. Der er et par småbakker, som nok skal sætte sine spor i løbet af dagen. Benene er okay, men jeg kan ikke finde mig til rette på cyklen, den gode, afslappede stilling. Det tager de første 100-120 km, før jeg finder rytme. Jeg får lidt mad undervejs og begynder at køre et par pladser ind. De næste par hundrede kilometer går noget bedre. Jeg holder øje med konkurrenterne – hvor på ruten, jeg møder dem. Vi kører frem og tilbage af samme vej. Der er nogle hårde drenge. Jeg kører nogenlunde lige op med Martin, men han er foran fra cyklen. Der er trods alt lidt ære i at blive bedste dansker.
Ruten bliver hurtig overskuelig og jeg finder mine fikspunkter undervejs. Vendepunkterne, vores lejr, børn der underholder i vejkanten. Jeg prøver at anerkende alle dem, der hepper undervejs. Det plejer at betale sig tilbage. Især de lokale børn følger med. Jeg føler mig blandt flere helte, når en lille dreng beder mig stoppe for at få en autograf. Men det har jeg ikke tid til. Vi snakker ikke meget atleterne imellem. Kilometerene tikker stille og roligt ind. 100 km af gangen. Lisa er hurtig, når jeg bestiller, ofte har hun allerede det klart, jeg ville bestille. Når det hele glider så let, hjælper det lidt på cyklingen.
Tiden går. Hurtigt. Det er tid til at stoppe for at få lys på cyklen og lidt ekstra tøj til natten. Indtil nu har jeg kun stoppet for toiletbesøg. Tom og Teresas (mine supportere) ankomst begynder at blive næste fikspunkt. Pludselig er de der. Lisa har gjort det over forventning, men Toms erfaring som triathlet og min supporter på dobbelt distance giver ekstra ro som start på natten. Jeg begynder at blive søvnig. Det er lidt tidligt, og jeg frygter hvor slem natten kan blive. Klokken er kun mellem 22 og 24, jeg plejer først at blive søvnig ved 3-4-tiden. Jeg har svært ved at finde rytme på cyklen. Det er en hakkende og usammenhængende stil. Men det virker. Jeg holder min placering i klassementet.
Rutinen kører natten igennem. Mørket fjerner omgivelsernes forstyrrelser og øger fokus på vejen. Jeg mister fornemmelsen for min placering. Nogle gange kan jeg nå at aflæse min position på en skærm ved det ene vendepunkt. Det drejer sig også mest om at spise og drikke nu. Jeg begynder at blive lidt besværlig. Vil ikke spise alt, hvad de serverer. Det er ikke specielt taknemmeligt, men min appetit begrænser sig til enkelte ting. Chips, frugt, tomater, sure vingummier og sandwichs er de største hits. Ind imellem kan jeg presse en pandekage ned.
Jeg kan se, hvordan flere andre atleter stopper for korte pauser i løbet af natten. Hver gang jeg kører forbi, føler jeg mig lidt stærkere. Moralen stiger også lidt efterhånden som jeg kører lidt længere op i klassementet. Endelig begynder det at lysne i horisonten, og jeg kan snart tælle de sidste runder. 5, 4, 3, 2 og så endelig sidste runde. Det er en god fornemmelse. 540 kilometer. Jeg forholder mig ikke til det. De sidste runder har mit mentale fokus været på løbet. Jeg øger kadencen de sidste par kilometer for at løsne op i benene.
Tom og Teresa står klar i skiftezonen. Alt er linet op og klar. Jeg har ro på, her er masser af erfaring, rutine og forståelse omkring mig. Selvom vi næsten er et døgn inde i konkurrencen føler jeg mig relativt frisk og i godt humør. Klar i hovedet. Men tænker ikke på de tre marathons der venter. Tre marathons! Det skal man ikke tænke på, bare starte og på et tidspunkt er jeg færdig. Jeg starter med 10 km og på et halvmarathon. De fem næste må jeg forholde mig til senere. Nøglen er at splitte løbeturen op i overskueligt bidder.
Skiftet går effektivt. Snart er jeg på vejen igen. Jeg ved, at jeg skal passe på tempoet. Disponering af kræfterne er min svage side. Det er svært. Selvom jeg prøver. Nyhedens interesse, som efter et par omgange afløses af mærkede ben. Jeg prøver at overstå så mange omgange så muligt, inden jeg begynder at gå, mens jeg spiser og drikker ved lejren. Taktikken lykkedes til dels og de første 15 km går nogenlunde smertefrit og hurtigt.
Jeg snakker lidt med de andre atleter, når jeg løber forbi eller bliver løbet forbi. Nogen har det bedre end andre. Nogen går. Nogen cykler stadig. Det hjælper lidt på moralen. Jeg løber stadig. Det er planen hele vejen. Tempoet kan falde, men der skal ske meget før jeg vil begynde at gå. Det er lidt en principsag.
Det begynder at blive varmt, og baljerne med vand begynder at give mening. Jeg rammer første halvmarathon. Så jeg på skærmen, at jeg var rykket op på 2. pladsen? Det kan ikke passe, men det giver lidt ekstra energi. Jeg melder det, da jeg løber forbi lejren. Men jeg tør ikke helt tro på det, før jeg har dobbelttjekket på skærmen ved målområdet. Den er god nok, jeg lever højt på det den næste halve omgang. Så falder jeg tilbage i rytmen. Næste mål er 26,6 km. Så mangler jeg 100 km. Stadig langt, men en psykologisk grænse.
Jeg bliver filmet, mens jeg løber. Det hjælper lidt på stilen og tempoet. Jeg er stadig frisk nok til at tage fordel af følgeskabet. Han spørger, og jeg fortæller, at jeg har løbet 30 km. Og at jeg ligger på 2. pladsen. Jeg bliver lidt interessant, og han følger med i en rundes tid. Der sker noget andet, som tager mit fokus fra, at det er varmt og hårdt. Jeg taler lidt til kameraet. Et tegn på et vist overskud. Han finder noget andet interessant, jeg finder min rytme. Benene begynder at være godt mærkede og ømme. En nærmest konstant smerte. Men fordi den er konstant, falder den i baggrunden. Jeg bemærker det ikke så meget. Jeg har ét tempo, og der er langt hjem. Ikke oversatse noget.
Jeg bliver presset bagfra. Af en tysker. Jeg kender ham fra den dobbelte distance sidste år. Der slog jeg ham, men han er stærkt løbende nu. Stærkere end mig. Vi snakker lidt sammen, når vi mødes. Lidt mentalt spil mellem to konkurrenter. Jeg ser min 2. plads forsvinde, og der er langt hjem. Jeg synes heller ikke, der sker noget, når jeg kigger på mit GPS-ur. Der er ikke noget at kæmpe for mere. Mental krise.
Omkring 30 timers fysisk udmattelse og træthed gør hovedet ustabilt. Det er nemt at give op. Ikke løbet, men min placering. Det er svært at se mening med det hele. Mine supportere må træde i karakter. Udover det praktiske er det her, de er vigtige. De er mit hoved. Jeg er kroppen.
Pludselig er tyskeren væk. Inden han indhentede mig. Er han udgået? Hvorfor? Egentligt er jeg ligeglad, jeg har min 2.plads endnu. Jeg var ikke hurtigere, men stærkere. Moralen stiger lidt igen. Nu er det den anden dansker, Martin, der ligger bag mig, men jeg har et rimeligt forspring. Han går nogle gange. Og jeg bilder mig også ind, at det henholder mere pause. Jeg kan fokusere på mit løb igen. Og holde mig kold. Jeg prøver med en kold bruser. Med hovedet i isvand. Våde svampe og is i trøjen. Jeg får slush ice.
Mine lårmuskler begynder at blive hårde. Jeg ligger mig ned på jorden med benene oppe og får massage og kølende creme. Og chokolade. Pausen i sig selv hjælper, selvom det kun er et par minutter. Jeg kunne godt sove. Men der er ikke tid. Af sted igen.
Det begynder at flyde sammen. Jeg kender ruten a 1.3km ned til mindste detalje nu. Speakeren ved målområdet kender mig nu, det giver et lille skud energi, når han siger mit navn. Den lille bakke i fjerneste hjørne er hård nu. Vandposterne med isvand. Haveslangen. Vores lejr. Jeg får næsten noget hver gang, jeg kommer forbi. Iskaffe, vand, juice, cola, redbull. Lidt frugt og chokolade. Slush ice er er hit.
Hvis første marathon gik hurtigt, gjorde det andet det modsatte. Der er uendeligt langt igen. Mit tempo er lavere. Gentagelse på gentagelse. Der sker ikke rigtigt noget nyt. Runderne og kilometrene bliver meget lange. Som om mit GPS-ur tæller i slowmotion.
Jeg begynder at interessere mig for Martin (den anden dansker). Han begynder at være en trussel. Klart bedre løbende end mig. Heldigvis går han stadig nogle gange. Jeg begynder at regne. Hvad skal jeg ellers bruge tiden på? Troen på 2. pladsen begynder at forsvinde for anden gang. Ny mental krise. Den er dyb. Martin vil overhale mig. Jeg prøver at øge tempoet lidt men det er håbløst. Mine supportere må træde i karakter igen. Denne gang for alvor. Tom og jeg diskuterer. Han forstår mig ikke. Sådan har jeg det i situationen. Han siger, jeg skal prøve at løbe hurtigere. Jeg siger, han ikke forstår, hvor træt jeg og mine ben er. Vi diskuterer over et par runder. Jeg skal ikke overløbe med over 50 km tilbage. Teresa og Lisa træder også til. De er good cops. Tom er bad cop. Jeg er ikke nem, men jeg ved godt, at de har ret. De gør som de skal. Spiller deres rolle. Grunden til at supportere er nødvendige for succes i en konkurrence som denne.
Jeg begynder at løbe mig ud af den mentale krise. Den havde varet længere uden good cop og bad cop. Jeg begynder også at kunne se enden med under et marathon tilbage. Mine muskler er igen hårde. De skal have massage, som samtidigt giver en tiltrængt pause. Jeg spiser alt, hvad de serverer. Der ryger en del Rittersport.
En af de andre atleter stopper, han vil demonstrere en særlig udstrækningsform. Jeg er glad for den ekstra pause, men har heller ikke tid til at blive liggende for længe. Martin er stadig en trussel. Tættere på en hidtil. Jeg prøver at løbe med, når vi mødes. Det holder højst et par runder. Det kan koste mig podiet at følge med i længere tid. Jeg giver slip. Jeg har dårligt tid til pauser. Vi snakker lidt undervejs. Martin føler sig også truet bagfra. Han siger at han kun vil forsvare sin tredjeplads. Ikke risikere at sætte det over styr ved at angribe min 2. plads. Jeg ved ikke, om jeg kan tro på ham. Jeg tør ikke tro på ham. Jeg ser ham også gøre noget andet, end han siger.
I en blanding af fandenivoldskhed og at ville være færdig laver jeg taktikken for de sidste 29 runder (38 km). Nu skal det afsluttes. Jeg beder Tom komme med, så jeg kan fortælle min taktik. Jeg ved ikke, om den er god eller dårlig, men i mit hoved vil den fungere. Men jeg tænker ikke nødvendigvis så klart. Hidtil har jeg gået forbi lejren og spist eller drukket mindst hver anden eller tredje gang. Nu vil jeg løbe fire runder nonstop. Så fem. Så ti. Og så enten fem plus fem, eller ti. Det virker både overskueligt og uoverskueligt på samme tid. Det er en nødvendighed. I mit hoved.
Jeg vil ikke have noget at spise nu. Kun flydende jeg kan have med på løbet. Meget bestemt. Meget firkantet. Jeg plejer at have en holdning til, hvad jeg har lyst til. Nu vil jeg ikke stilles overfor valg. De bestemmer. Jeg skal bare fokusere på at løbe. Det bliver lidt nemmere. Min attitude er også ændret. Indtil nu har det drejet sig om at holde en rolig rytme. Nu er det race-attituden. Nu skal jeg sætte det sidste i spil. Så meget det nu er muligt efter 11,4 km svømning, 540 km cykling og 90 km løb.
Det irriterer mig, at min taktik tilsyneladende ikke er forstået blandt mine supportere. Måske er det også den pludselige ændring i min tilgang til valg – eller mangel herpå – af ernæring der forvirrer. Det tager et par omgange, før vi finder hinanden. Og jeg får ændret min løbecyklus til adskillige omgange uden gå-og-spise-pauserne. Mental adaption og et forsøg på at holde afstand til Martin.
Men mit forspring bliver ædt op. Sådan føler jeg det. Jeg beder mine supportere holde tæt øje med ham. Han agerer ikke i overensstemmelse med den taktik, han har fortalt mig. Det forvirrer mig. Et stressmoment. Under en omgang (ca. 10 minutter) imellem os. Jeg prøver at presse tempoet op, men det er ikke muligt i længere tid af gangen. Der er også stadig langt hjem. Tingene kan gå stærkt i klassementet i denne type konkurrencer.
Mine supportere ved godt, jeg har brug for den sidste opbakning. De løber med. Det er rart med lidt selskab. Men ikke for meget. Jeg vil ikke straffes for at have medløbere (forbudt ifølge reglerne). De giver mig is i trøjen. Noget at drikke når jeg vil. Jeg begynder at komme ind i min egen lille bobbel. Fokus på tempo og Martin. Jeg for at vide, at han er begyndt at gå. Gode nyheder. Lidt ro i sindet. Da jeg overhaler ham gående og øger mit forspring til to omgange, falder jeg til ro. I kontrol med situationen.
Jeg løber videre, men tempoet falder markant. Mine ben er ved at være tømte. Nu skal den bare holdes hjem. Hvis han kommer op til mig igen, kan jeg forsøge at øge tempoet igen. Indtil da holder jeg et komfortabelt, lavt tempo. Dette har udspillet sig over måske ti omgange. De sidste 20-25 omgange går både langsomt og hurtigt. Jeg ender med at løbe 18-20 omgange i streg. Helt til målstregen. De sidste 10 går hurtigt, mentalt i to bidder. Fem plus fem. Lys for enden af tunnelen. Jeg føler mig sikker på min 2. plads.
Himlen bliver grå. For første gang i konkurrencen. Alle er vist glade for lidt køling. Det begynder at regne lidt. Kølingen er dejlig. På mine sidste to-tre runde går vejret amok. Skybrud. Hagl. Blæst. Som et symbol på løbets ekstremitet.
På min sidste runde står alt i et. Det er tradition at løbe sidste runde modsat med sit nationale flag. Fejringens runde og klap på skulderen. Tak for selskabet til de andre atleter. Forbi vores lejr. En god fornemmelse. Glæde. Blandt alle. Og stolthed. På resten af runden møder jeg kun et par andre atleter. Alle andre er gået i ly.
Der er vand op over anklerne. Hård blæst. Jeg mærker for alvor ømhed i kroppen, især lænden. Konkurrencens længste 1,3 km. Jeg kender løberuten i mindste deltalje den anden vej, men i modsat retning virker den uoverskuelig lang. En kamp mod elementerne, som kun kan vindes, fordi jeg ved, det er sidste runde. Målstregen er rundt om hjørnet. Hver 100 meter er en kamp, som erstatter den værste glædesrus.
Målområdet er nærmest evakueret. Mine supportere er der. Og fotografen. Vi poserer lidt, og endelig kan jeg sidde ned og slappe af for første gang i 38 timer og 25 minutter. Jeg får en øl og en masse lykønskninger. Kroppen er svækket og gennemblødt. Det bliver koldt. Mine ben har været i gang i halvandet døgn og nu rammer ømheden. Et varmt bad, lidt at spise og massage bliver pludseligt et langstrakt og besværligt projekt. Jeg falder i søvn på massagebriksen.
Dagen efter er det lidt underligt, at mange stadigt er i gang. Løbets rytme fortsætter. Vi går ned til målområdet. Byens børn vil have autografer og billeder. Om aftenen kommer jeg på podiet. Andenplads!
Lensahn Triple Ultra Triathlon. Fra ubegribelig til gennemført og endda bedre end forventet. De vigtigste parametre har været min mentale styrke og et stærkt crew. Sammenlignet med den dobbelte distance har jeg nydt dette race mere. Jeg har fundet ultratriathlonens glæde men har svært ved at definere den. Jeg ved ikke hvad næste mål bliver. Men præstationen er svær at følge op på…
Hvad passer mere til sommer og sol end dejlig hjemmelavet is? Jeg har længe ønsket at kaste mig ud i at lave mere is, men uden en ismaskine har jeg erfaret at resultatet ikke er blevet så godt.
Efter en grundig research på nettet har jeg bestilt denne lækre sag. Jeg har valgt en med kompressor frem for en af dem, hvor skålen skal have været en tur i fryseren først. Nu håber jeg bare, at jeg – og resten af familien – bliver tilfredse med den!
Vidunderet skal indvies i dag med en jrdbær is og en banan gelato. Hvis det bliver et vellykket resultat skal jeg nok komme med billeder og opskrift.
Min søn var meget opsat på, at vi også måtte invistere i en isske.. Det blev til denne model fra Zwilling købt i Magasin.
