Nu er det vist på tide, jeg får berettet lidt fra stævnet i Las Vegas. Sjovt nok skal jeg altid samle lidt mod til at få skrevet raceberetning; but here it goes… Part 1. Tiden op til racet.

Kvalifikationen

Jeg var jo så heldig at kvalificere mig i Berlin i juni måned – med understregning under heldig. Jeg fik en syvende plads i min aldersgruppe efter en fin cykeltur og en virkelig dårlig løbetur. Normalt er der kun en billet i hver kvinde-agegroup, men den dag kom der en ekstra fra en af de ældre aldersgrupper. Nr. 1,2,3 var ikke interesserede nr.4 tog den første plads og så gik den næste til mig. For VILDT, ikke noget jeg nogensinde havde turdet håbe på. Det tog mig ikke mange sekunder at sige ja til stævnet i Las Vegas små tre måneder efter! Tom var desværre syg og kvalificerede sig ikke. Han var dog så opsat på også at deltage, at han tog til Wiesbarden i August, hvor han sikrede sig en billet.

Tiden op til

Jeg fik lidt mere struktur på træningen – for første gang i år. Særligt rykkede jeg mig på løb og lagde mange kilometer i Søndermarken. Løbet i Las Vegas ville også være kuperet. I juli måned deltog vi i halvironman i Aalborg, det gik ikke helt som håbet. Jeg var syg hele ugen op til med ørebetændelse. Til trods for det, følte jeg mig ok løbende. Det var min tredje halvironman inden for tre måneder. På det tidspunkt var jeg bare glad for, at der var to måneder til den næste.

Dagene inden afrejse

Det blev nogle meget hektiske dage. Jeg skulle forsvare min ph.d.-afhandling dagen inden afrejse, og der var bare så mange ting, der skulle forberedes og koordineres. Oveni det hele fik vi også den gode idé, at vi ville have nyt racetøj i DK-farver fra Saysky – og der skulle selvfølgelig tryk på med “Team Friis-Holmberg”. Da Tom ringede til trykkeren dagen inden, var det ikke klar – heldigvis nåede de det til samme morgen, vi skulle af sted. Men det var absolut ikke noget, der huede mig. I mit hoved kunne jeg absolut ikke race i andet… Mit ph.d.-forsvar gik heldigvis fint, og jeg havde en god dag med familie, venner og kollegaer. Det var meget dejligt at få det overstået. Nu skulle man tro, at jeg bedre kunne slappe af og nyde at vi skulle på ferie og deltage i det fedeste race – men sådan gik det ikke helt.

Ankommet til Las Vegas

I realiteten foregår stævnet ikke i Las Vegas, men i Henderson – så der var desværre ikke noget med opløbstrækning på “The Strip”. Vi boede på en stort kasino hotel, der lå lige ved T2 (skiftezonen) og løberuten, hvilket var helt perfekt. Her boede mange andre triatleter, men det var dog stadig lidt underligt at komme trækkende med sin cykel igennem det store kasino. Vi ankom onsdag og torsdag tog vi ned til registreringen, hvor vi møder Lise og Jens fra klubben. Lise kvalificerede sig på Mallorca og Jens, der er proff triatlet, er med som hepper. De har allerede været her et godt stykke tid og Lise fortæller, at hun regner med at skulle bruge 1/2 time mere end på Mallorca pga. ruten og varmen. Jeg tænker bare åhh nej – og regner lidt på min tid, det tegner ikke godt. Ikke hvis hun siger det. Senere på dagen løber vi en lille tur – det er varmt, meget varmt og trykkende. Ellers laver vi ikke så meget, slapper af og spiser god mad fra Whole Foods (fantastisk supermarked).

Dagen efter prøver vi cykelruten for første gang. Og her er jeg virkelig ved at miste modet. Det er blæst op, og jeg føler slet ikke, at jeg kan styre min cykel ned af bakkerne – og jeg kan slet ikke ligge i bøjlen. På et tidspunkt stopper jeg op og vil ikke mere. Tom skælder mig ud. Vi kører lidt videre, vender om og triller tilbage til bilen. Normalt er varmen ikke noget problem, når jeg cykler, men her er det meget ubehageligt. Det bliver heller ikke bedre af, at jeg ikke har drukket noget –  jeg er helt dehydreret, da jeg når tilbage til bilen. Der er også problemer med mine gear, og jeg kan ikke skifte helt ned. Resten af dagen er jeg i meget dårligt hurmør – og meget utålelig at være sammen med. Tror det er den sidste tids stress, der indfinder sig. Jeg burde være glad og dybt motiveret, men det er jeg ikke. Tom er heller ikke særlig motiveret. Han vil hellere shoppe og holde ferie. Det er hans femte halvironman på fem måneder, og han er ikke helt ovenpå efter Wiesbaden, som nok er Europas hårdeste halvironman. Om aftenen er der den obligatoriske racebriefing og heldigvis stiger humøret en smule. Normalt bruger de evigheder på at gennemgå de mange regler, sådan er det ikke her. Alle her har jo også prøvet det før.

Dagen inden

Denne morgen har vi mulighed for at afprøve svømmeruten, den har ellers været lukket helt af. Vandet er varmt, og det er uden våddragt. Vi mødes med Lise og begiver os ud i den meget grumsede Lake Las Vegas. Pga temperaturen er det helt ok at svømme der, til trods for at der ingen sigtbarhed eller opdrift er. Derefter skynder vi os tilbage til hotellet og stævneområdet, min cykel skal en tur forbi mekanikeren og have fikset gearene. Da vi kommer for at hente den igen kl 15:00, er den stadig ikke klar. På det tidspunkt bliver jeg igen en smule presset. Vil bare gerne have min cykel ordnet og afleveret i T1 (skiftezonen). Da vi kommer tilbage, fortæller de, at det ikke er mit gear, der er indstillet forkert, men et kabel, der er i stykker. Det er nu skiftet. Puha, godt, at det ikke skete under racet. Så havde jeg været på røven. Vi kører cyklerne ud til T1, der ligger 20km derfra. Da de er afleveret, kan vi slappe lidt af. Jeg løber en kort tur, benene føles ok – vejret er perfekt med skyer på himlen.

To be continued:-)

Udsnit af cykelruten

Tom foran målområdet

🙂

T2 med løbeposer

My ride

Me and my ride

Udsnit af svømmeruten

Cyklerne indregistreret

T1

Her kommer min race-beretning fra Mallorca 70.3 (halvironman), bedre sent end aldrig:-)

Vi ankom til Mallorca, som tidligere skrevet, allerede mandag, og havde derfor god tid til at finde os til rette, træne og besigtige ruten. Vi fik blandt andet svømmet lidt. På den første tur følte vi egentligt, at det gik ret godt (selvom det var årets første tur i havet og kun anden gang i våddragten), men til vores store forbavselse havde vi kun svømmet lidt over 600 m, da vi kom op…Hmm, så var der pludselig lang vej til de 1900 m. Dagen efter tog vi 1000 m og blev enige om, at det nok skulle gå:-). Ellers gik dagene op til stævnet med de obligatoriske ting: afhentning af numre, aflevering af cykler, spise is, udveksling af tips og tricks etc. Et af de bedste råd jeg fik (af Jens Toft, proff triatlet fra vores klub, følg ham her på Facebook) var at tømme al skifteposens indhold ud på jorden i skifteteltet i stedet for at sidde og lede efter tingene nede i posen (lyder meget logisk, men ikke noget jeg havde tænkt over til andre stævner – så det råd er hermed givet videre).

På race-morgen vågnede vi op til en fin og vindstille morgen, som jeg allerbedst kan lide det. Der blev indtaget morgenmad på hotellet  (vanen tro inklusiv pandekager med nutella), og derefter drog vi mod stævneområdet. I skiftezonen gjorde vi de sidste ting klar, Tom hjalp mig med min cykel; jeg har det bare bedst når han tjekker, at alt er som det skal være, derfor en fordel at køre det samme stævne. Denne skiftezone var klart den største/længste jeg har oplevet – 500 m i alt (700 m, hvis man tæller afstanden fra svømmeslut til skiftezonen med).  Tiden om morgenen går altid hurtigt, og lige pludselig skulle jeg af sted. Kvindestarten gik lige efter profferne, og vi var ca. 400 i heatet, hvilket var rigeligt. Svømmeruten var en ud og hjem rute med store bøjer for hver hundrede meter. Min strategi var at placere mig midt i gruppen yderst til venstre for at undgå for meget tumult og ellers tage det roligt. Det holdt desværre ikke. Jeg synes, at det var en meget hård start, og de første 400-500 meter var umulige at svømme ordentligt. Først efter vendepunktet var det muligt at svømme forholdsvist frit. Jeg tænkte flere gange, at det ville blive min dårligste svømmetid nogensinde. Jeg blev faktisk helt overrasket, da der stod 37 minutter på uret, da jeg kom op af vandet. Vandet i sig selv var helt perfekt, klart, roligt og ca. 18-19 grader.

Det første skift gik fint, jeg fik udstyret på og løb de næsten 500 m med cyklen i cykelsko… (lidt træls…). Op på cykel og af sted.  Cykelturen var superfed! De første 20km var forholdsvist flade og derefter kom bjerget ”Col de Femina” med en stigning på 7.3 km. Det var så fedt at køre op, og jeg overhalede ret mange J. Derefter var der et stykke frem til 35 km (ved tankstationen), hvor det gik lidt op og ned, og derefter kom nedkørslen (hvor jeg desværre blev overhalet af ret mange). Resten af turen var forholdsvis flad, dog kom der en 13% stigning igennem en lille by – jeg var heldigvis advaret om denne, men det var tydeligt, at mange ikke havde set den komme. Kilometerene fløj og turen blev først lidt træls omkring de 75-80 km; nok en kombination af: at jeg absolut ikke havde fået cyklet særligt langt/meget ude inden stævnet, at der var en lidt dum modvind, og at jeg blev overhalet af folk der tydeligvis draftede. Min cykeltid blev lidt dårligere, end jeg havde håbet; jeg fik ikke indhentet så meget efter bjerget, som jeg havde tænkt. Men det var ok, ruten var smuk, udfordrende og jeg nød turen max.

Løbet gik også ok, jeg løb på fornemmelsen og uden hastighed- og pulsmåling. Ruten var 3 loops, hvor vi blandt andet løb nede ved stranden på en sti de havde malet blå til ære for os (stævnelogoet er blåt, men skal vi ikke bare sige, at det var til ære for Tri4). Solen var nu fremme, og det var blevet en del varmere, men ikke uoverkommeligt. Efter 5km blev jeg overhalet af Tom, vi snakkede lidt og han løb videre. Der var mange gode heppere og lidt efter lidt kom jeg i mål (i tiden 5:59:37). Dog nåede jeg lige et par gange at tænke: ”godt det ikke er en hel, jeg skal lave i dag.” (jeg har kørt hel ironman i 2011+2012)…

Alt i alt var det et super stævne, som jeg kun kan anbefale. Det ligger godt og er meget velorganiseret. Tror ikke, jeg kan nævne noget, som jeg var utilfreds med (dog måske den lange ventetid for at få sin cykel med ud fra skiftezonen efter løbet, men det kan vel forventes med så mange deltagere).

Siden vi er kommet hjem, har jeg deltaget i en række andre stævner: Tri på Tyren (DM i sprint triathlon), femina løbet og i dag Sjælsø rundt (som jeg skriver lidt mere om en af dagene). Næste mål er Berlin 70.3 (også en halvironman) i næste weekend:-)

Den smukke race-morgen

Tom og jeg i mål

Sport er blevet en utrolig vigtig del af familien Asmussen, derfor var det også helt naturligt, at vi ville med til TV2-Øst løbet, som i år foregik i Ringsted – lige i vores baghave. Ungerne havde dog været lidt “det kan vi da godt……” i deres indstilling til, at vi også ville melde dem til!

Dagen oprandt i dag, hvor det store løb skulle foregå. Morten, min mand, skulle løbe halvmarathon, jeg 10km, William 5km og Karl Gustav og Kornelia skulle begge løbe børneløbet på 2km. Jeg havde fået mormor til at løbe/gå sammen med Kornelia, da jeg var usikker på, om hun ellers kunne motiveres rundt på ruten – men det viste sig, at jeg tog gruelig galt (senere om det).

Det var ellers lidt hektisk, da vi vågnede – der var nemlig ikke noget strøm i halvdelen af hytten!, så ovnen kunne jeg ikke bruge til at bage de boller, som jeg havde planlagt….

Morten skulle først afsted, og vi kunne næsten se ham fra stuevinduet, så vi blev hjemme, for at heppe på ham der – dog så vi ham ikke, og måtte selv afsted også. Morten havde et mål om 1.50, da dette løb kun er træning til årets La Marmotte (cykelløb i Alperne) og Challenge i Kbh. Han løb på 1.46, så det var godkendt:-)

William var med i næste afgang. Han var med helt i front, da vi så ham, og det blev han ved med alle 5 km. En fantsatisk tid på 20.49. Det betød, at han blev nr. 9 ud af knap 1200 løbere!! Han havde også en tid han skulle slå, nemlig farmands pb – og den blev slået (m 33 sekunder!!). Sig ikke, at der ikke bor konkurrencemennesker herhjemme.

Jeg var den næste på 10km ruten. Jeg har kæmpet med et løberknæ i 3 år, så jeg har ikke løbet så langt i flere år. Men jeg gjorde det – og må sige, at jeg var høj både under og efter turen. Hele turen igennem var en drøm – knæet brokkede sig stort set ikke, ruten var super og jeg fandt hurtigt en løberytme, hvor min puls ikke blev overbelastet. Mit mål om at komme under en time klarede jeg, nemlig 55.38. Et mileskridt i min halvmarathondrøm:-)

Mens jeg oksede afsted, blev børneløbet skudt afsted. Morten havde sagt (nok lidt i sjov), at KG skulle løbe de to km på 10min. Så selvfølgelig gjorde han det! Han kom ind som den 7. bedste på 9.54. Kornelia derimod måtte “trække” mormor rundt…. Hendes første kommentar var: “Jeg skulle hele tiden vente på mormor! Ellers kunne jeg godt have løbet hurtigere!!” Så hun mente helt bestemt, at mormor måtte træne noget mere, hvis de skulle løbe sammen igen:-). Hun kom ind i tiden 13:57.

Alt i alt en super dag, hvor vi alle nåede mere end vores mål. Og et helt igennem fantastisk arrangement, specielt RIMO (Ringsted Motionsklub) havde fået stablet på benene.

Hvor er du far?

William i fin stil

Korneila og mormor i mål.

Selvom mandagen snart er slut, skal I lige have en lille update om min dejlige weekend i hyggens og træningens tegn. Fredag aften hyggede jeg med min mand, hvor vi var en tur i svømmehallen. Vi har så utrolig svært ved at komme til svømning for tiden, så det var en sejr i sig selv:-) Lørdag var jeg ude og cykle med to piger fra klubben (Tri4). Selvom udendørs sæsonen først lige er startet for mit vedkommende, så føler jeg mig ok kørende. Det er bare så dejligt at komme ud, og når solen skinner, så får motivationen lige et løft. Lørdag aften lavede jeg mad sammen med to veninder, menuen stod på nudelsalat med mango, fennikel, granatæble, mynte og koriander, tempura rejer med wasabi mayo, andebryst med jordnød dip, friske vietnamesiske forårsruller med rejer og så selvfølgelig et glas bobler dertil. Virkelig lækkert! og jeg spiste alt for meget. Men så var jeg også tanket op til BT halvmaraton om søndagen.

Jeg købte et nummer til BT 1/2 på afbud, da jeg ikke var sikker på, om jeg ville løbe. Jeg har virkelig ikke fået løbet nok på det sidste, og havde ikke løbet længere end 14km siden Challenge Copenhagen i sommers. Jeg besluttede mig for, at jeg lige så godt kunne stille op, da jeg skal have nogle km i benene inden Mallorca 1/2 ironman. Det er ellers ikke anbefalelsesværdigt at øge distancen så meget, jeg valgte derfor bare at løbe, som min krop havde lyst – dvs. uden fokus på hastighed. Vejret var perfekt, jeg nød virkelig turen og kom fint igennem uden kriser:-) Jeg indrømmer, de sidste 3 km var lidt hårde, men det var lige så meget fordi ruten var ret træls det sidste stykke på små skovstier etc. Jeg kan dog kun anbefale løbet til andre, god stemning, afvekslende rute med mindre bakker og god service. Slet ikke så tosset endda.

Tempura rejer og friske ruller. Det er jo helt vildt nemt, selv at lave de rejer. Man kan købe færdig tempura-mix, som bare skal blandes op med vand. Wasabi mayoen rørte vi selv med æggeblomme, olie, citron, wasabi, eddike samt salt og peber

Bente ville med ud og løbe BT halvmaraton 🙂

Is og vand på restitutions gåtur bagefter. Isen ser frygtelig stor ud på billedet, men det var en altså ikke…