Nu er det vist på tide, jeg får berettet lidt fra stævnet i Las Vegas. Sjovt nok skal jeg altid samle lidt mod til at få skrevet raceberetning; but here it goes… Part 1. Tiden op til racet.

Kvalifikationen

Jeg var jo så heldig at kvalificere mig i Berlin i juni måned – med understregning under heldig. Jeg fik en syvende plads i min aldersgruppe efter en fin cykeltur og en virkelig dårlig løbetur. Normalt er der kun en billet i hver kvinde-agegroup, men den dag kom der en ekstra fra en af de ældre aldersgrupper. Nr. 1,2,3 var ikke interesserede nr.4 tog den første plads og så gik den næste til mig. For VILDT, ikke noget jeg nogensinde havde turdet håbe på. Det tog mig ikke mange sekunder at sige ja til stævnet i Las Vegas små tre måneder efter! Tom var desværre syg og kvalificerede sig ikke. Han var dog så opsat på også at deltage, at han tog til Wiesbarden i August, hvor han sikrede sig en billet.

Tiden op til

Jeg fik lidt mere struktur på træningen – for første gang i år. Særligt rykkede jeg mig på løb og lagde mange kilometer i Søndermarken. Løbet i Las Vegas ville også være kuperet. I juli måned deltog vi i halvironman i Aalborg, det gik ikke helt som håbet. Jeg var syg hele ugen op til med ørebetændelse. Til trods for det, følte jeg mig ok løbende. Det var min tredje halvironman inden for tre måneder. På det tidspunkt var jeg bare glad for, at der var to måneder til den næste.

Dagene inden afrejse

Det blev nogle meget hektiske dage. Jeg skulle forsvare min ph.d.-afhandling dagen inden afrejse, og der var bare så mange ting, der skulle forberedes og koordineres. Oveni det hele fik vi også den gode idé, at vi ville have nyt racetøj i DK-farver fra Saysky – og der skulle selvfølgelig tryk på med “Team Friis-Holmberg”. Da Tom ringede til trykkeren dagen inden, var det ikke klar – heldigvis nåede de det til samme morgen, vi skulle af sted. Men det var absolut ikke noget, der huede mig. I mit hoved kunne jeg absolut ikke race i andet… Mit ph.d.-forsvar gik heldigvis fint, og jeg havde en god dag med familie, venner og kollegaer. Det var meget dejligt at få det overstået. Nu skulle man tro, at jeg bedre kunne slappe af og nyde at vi skulle på ferie og deltage i det fedeste race – men sådan gik det ikke helt.

Ankommet til Las Vegas

I realiteten foregår stævnet ikke i Las Vegas, men i Henderson – så der var desværre ikke noget med opløbstrækning på “The Strip”. Vi boede på en stort kasino hotel, der lå lige ved T2 (skiftezonen) og løberuten, hvilket var helt perfekt. Her boede mange andre triatleter, men det var dog stadig lidt underligt at komme trækkende med sin cykel igennem det store kasino. Vi ankom onsdag og torsdag tog vi ned til registreringen, hvor vi møder Lise og Jens fra klubben. Lise kvalificerede sig på Mallorca og Jens, der er proff triatlet, er med som hepper. De har allerede været her et godt stykke tid og Lise fortæller, at hun regner med at skulle bruge 1/2 time mere end på Mallorca pga. ruten og varmen. Jeg tænker bare åhh nej – og regner lidt på min tid, det tegner ikke godt. Ikke hvis hun siger det. Senere på dagen løber vi en lille tur – det er varmt, meget varmt og trykkende. Ellers laver vi ikke så meget, slapper af og spiser god mad fra Whole Foods (fantastisk supermarked).

Dagen efter prøver vi cykelruten for første gang. Og her er jeg virkelig ved at miste modet. Det er blæst op, og jeg føler slet ikke, at jeg kan styre min cykel ned af bakkerne – og jeg kan slet ikke ligge i bøjlen. På et tidspunkt stopper jeg op og vil ikke mere. Tom skælder mig ud. Vi kører lidt videre, vender om og triller tilbage til bilen. Normalt er varmen ikke noget problem, når jeg cykler, men her er det meget ubehageligt. Det bliver heller ikke bedre af, at jeg ikke har drukket noget –  jeg er helt dehydreret, da jeg når tilbage til bilen. Der er også problemer med mine gear, og jeg kan ikke skifte helt ned. Resten af dagen er jeg i meget dårligt hurmør – og meget utålelig at være sammen med. Tror det er den sidste tids stress, der indfinder sig. Jeg burde være glad og dybt motiveret, men det er jeg ikke. Tom er heller ikke særlig motiveret. Han vil hellere shoppe og holde ferie. Det er hans femte halvironman på fem måneder, og han er ikke helt ovenpå efter Wiesbaden, som nok er Europas hårdeste halvironman. Om aftenen er der den obligatoriske racebriefing og heldigvis stiger humøret en smule. Normalt bruger de evigheder på at gennemgå de mange regler, sådan er det ikke her. Alle her har jo også prøvet det før.

Dagen inden

Denne morgen har vi mulighed for at afprøve svømmeruten, den har ellers været lukket helt af. Vandet er varmt, og det er uden våddragt. Vi mødes med Lise og begiver os ud i den meget grumsede Lake Las Vegas. Pga temperaturen er det helt ok at svømme der, til trods for at der ingen sigtbarhed eller opdrift er. Derefter skynder vi os tilbage til hotellet og stævneområdet, min cykel skal en tur forbi mekanikeren og have fikset gearene. Da vi kommer for at hente den igen kl 15:00, er den stadig ikke klar. På det tidspunkt bliver jeg igen en smule presset. Vil bare gerne have min cykel ordnet og afleveret i T1 (skiftezonen). Da vi kommer tilbage, fortæller de, at det ikke er mit gear, der er indstillet forkert, men et kabel, der er i stykker. Det er nu skiftet. Puha, godt, at det ikke skete under racet. Så havde jeg været på røven. Vi kører cyklerne ud til T1, der ligger 20km derfra. Da de er afleveret, kan vi slappe lidt af. Jeg løber en kort tur, benene føles ok – vejret er perfekt med skyer på himlen.

To be continued:-)

Udsnit af cykelruten

Tom foran målområdet

🙂

T2 med løbeposer

My ride

Me and my ride

Udsnit af svømmeruten

Cyklerne indregistreret

T1

Det er efterhånden ved at være nogle dage siden, vi kom hjem fra vores USA-tur. Og sikke en tur, det var fantastisk! Vi rejste dagen efter, at jeg havde forsvaret min ph.d. En dejlig dag, der gik rigtig fint, men hold da op, hvor var jeg træt bagefter. Så en ferie var virkelig på sin plads – eller det vil sige, vi havde jo også lige et lille race, der skulle overstås først. VM halvironman i Las Vegas (beretning om stævnet følger senere). Vi startede derfor med seks overnatninger i Henderson, som ligger lidt uden for Las Vegas. Her foregik det meste af stævnet (T2, løberute og mål). Efter løbet kørte vi til Grand Canyon, som var meget meget storslået. Derefter havde vi nogle dage i LA, Santa Barbara og ved Big Sur, som ligger helt ude ved kysten med den smukkeste natur. Vi sluttede i San Fransisco, som bare er en hyggelig by med alle muligheder. Billeder siger ofte mere end ord, så her følger lidt pics fra turen:

Ja, det er et stort spørgsmål. I morgen flyver Tom og jeg til Las Vegas – på søndag skal vi deltage i Ironman 70.3 World Championship. Og ja, så skal jeg forvare min ph.d.-afhandling i dag. Så man kan godt sige, at det er en ret vigtig uge for mig. Men er jeg så klar? Ph.d.-forvaret skal nok gå, jeg har afprøvet mit oplæg flere gange og kan vist ikke gøre ret meget mere for at forberede mig – det er der i hvert fald heller ikke tid til nu. Nu skal det bare overstås, men må da indrømme, at det er en smule angst-provokerende at skulle stå der foran familie, venner og kollegaer i cirka to timer. Man vil jo altid gerne gøre et godt indtryk.

Er jeg så klar til racet? Tja, der kan jeg heller ikke gøre så meget mere nu, jeg kan ikke nå at komme i bedre form inden søndag. Jeg har forsøgt at holde dampen oppe de sidste par uger, hvor jeg har forberedt mig til ph.d.-forvaret, men må indrømme, at det til tider har været lidt svært at holde fokus på begge dele. Jeg tror også, det først går helt op for mig, at “nu er det nu”, når vi sidder i flyveren. Jeg håber selvfølgelig, jeg får et super race og sætter PR. Jeg føler mig i hvert fald bedre forberedt til dette end til de andre stævner, jeg har kørt i år. Men det er en hård rute, og jeg ved ikke, hvordan jeg reagerer på de ca. 35grader, der er i Las Vegas. Det bliver spændende:-)

Nu vil jeg lige kigge mit oplæg igennem en sidste gang. God dag til jer alle.

Mvh Søster3 (Teresa)

Lige nu er der fuld gang i træningen frem mod halvironman i Las Vegas d. 8 september. Jeg er meget motiveret og kan mærke fremgang både på løb og cykel. Indrømmet; der er da dage, hvor jeg bare hellere vil gå en hyggetur og spise en is efter arbejde, men heldigvis ved jeg, at træningen er dejlig, når jeg først er i gang. Faktisk har jeg fundet ud af, at jeg bare skal gøre det, og ikke tænke så meget over det. Bare af sted og i gang! Jeg faldt over dette citat i “aktiv træning”, og hvor er det bare godt:

“Træning er som at børste tænder. Jeg tænker ikke over det – jeg gør det bare. Beslutningen er allerede taget” (Patti Plumer, amerikansk Ol-løber)

Jeg er ikke helt der endnu, men det kommer måske engang. Svømningen og core-træningen er pt. det eneste, der halter en lille smule, og hvor jeg godt kan miste et træningspas i ny og næ. Så det må der arbejdes på i den næste tid. Det fungerer også rigtig fint at have Tom som “træner”, og han kan godt presse mig uden at jeg bliver sur;-)

Som noget nyt er vi gået all-in på kosten også (som jeg så styrer). Vi har altid spist ret sundt, men nu er der kommet mere struktur på, så vi også får det rigtige og på de rette tidspunkter. Jeg havde tidligere en tendens til at spise for lidt. Men det mener jeg, der er kommet styr på nu. Jeg sørger for at spise en masse mellemmåltider og altid at få noget indenbords lige efter et træningspas. Her supplerer vi med recovery-drik eller bar, så er vi sikre på at huske det og på at få den rette fordeling af protein og kulhydrat. Ellers undgår vi sukker (på nær under lange træningspas), kage, hvidt brød etc. Og spiser meget protein og mange grøntsager Nedenfor kan du se et eksempel på, hvad jeg spiste i løbet af en dag i sidste uge (som I kan se, er vi blevet ret glade for vores juicer):

Morgenmad: A38 og skyr, æg, grape-juice og ingefær-shots

Mellemmåltid: min elskede kaffe og et lille stykke rugbrød

Mellemmåltid: 1/2 knækbrød, hytteost og grønt

Frokost: Et stykke rugbrød, æg, avokado, grønt, kødpålæg og hummus

Mellemmåltid

Aftensmad: Oksemedaljon, spidskålsalat (spiste to portioner)

Rødbedejuice med æble

Desuden fik jeg en recovery-drik efter træning:-)

Mange hilsner

Søster3 (Teresa)

Så er vi hjemme fra Berlin, efter en nogen begivenhedsrig weekend. Halvironman gik ikke voldsomt godt, men min placering kombineret med en god portion held betød, at jeg kvalificerede mig til VM på halvironman distancen i Las Vegas til september (dvs. jeg fik mulighed for at købe en billet hertil). Der er 1. plads i hver kvinde-aldersgruppe i alle 70.3 ironman stævner i verden. Det er virkelig det vildeste vildeste vildeste!!! Jeg glæder mig, men er også meget ydmyg omkring det. Jeg havde aldrig troet, at det ville blive en mulighed for mig – så god er jeg altså ikke. Men jeg siger heller ikke nej til sådan en oplevelse. Så nu tager vi af sted. Og træningen er allerede gået i gang igen, og jeg håber, at det kan bliver mere struktureret her hen over sommeren, end det har været hele året. Jeg vil bare ikke floppe….

Der er dog lige det issue med varmen. Jeg er virkelig ikke god til at kapere varmen, og i Las Vegas er der altså varmt i september måned (så varmt, at der ikke må svømmes i våddragt). Jeg tror min strategi bliver at sørge for at komme ud og løbe, når det er varmt i DK. Som i dag. Jeg løb til og fra arbejde og så cyklede vi 2 1/2 time. Løbeturen hjem var meget meget varm – til trods for, at det kun var 5km rolig løb…

Er der nogen, der har gode erfaringer og råd til, hvordan man bliver bedre til at klare varmen??

I løbet af de næste dage følger en rigtig race-beretning fra Berlin:-)

Mange hilsner Søster3 (Teresa)

Dejlig svedig og rød i hovedet efter dagens løb