Ja, det er et stort spørgsmål. I morgen flyver Tom og jeg til Las Vegas – på søndag skal vi deltage i Ironman 70.3 World Championship. Og ja, så skal jeg forvare min ph.d.-afhandling i dag. Så man kan godt sige, at det er en ret vigtig uge for mig. Men er jeg så klar? Ph.d.-forvaret skal nok gå, jeg har afprøvet mit oplæg flere gange og kan vist ikke gøre ret meget mere for at forberede mig – det er der i hvert fald heller ikke tid til nu. Nu skal det bare overstås, men må da indrømme, at det er en smule angst-provokerende at skulle stå der foran familie, venner og kollegaer i cirka to timer. Man vil jo altid gerne gøre et godt indtryk.

Er jeg så klar til racet? Tja, der kan jeg heller ikke gøre så meget mere nu, jeg kan ikke nå at komme i bedre form inden søndag. Jeg har forsøgt at holde dampen oppe de sidste par uger, hvor jeg har forberedt mig til ph.d.-forvaret, men må indrømme, at det til tider har været lidt svært at holde fokus på begge dele. Jeg tror også, det først går helt op for mig, at “nu er det nu”, når vi sidder i flyveren. Jeg håber selvfølgelig, jeg får et super race og sætter PR. Jeg føler mig i hvert fald bedre forberedt til dette end til de andre stævner, jeg har kørt i år. Men det er en hård rute, og jeg ved ikke, hvordan jeg reagerer på de ca. 35grader, der er i Las Vegas. Det bliver spændende:-)

Nu vil jeg lige kigge mit oplæg igennem en sidste gang. God dag til jer alle.

Mvh Søster3 (Teresa)

Så er det i morgen det sker; der er Ironman i byen. I år skal Tom og jeg ikke være med, men det skal søster1’s mand Morten – hans første jernmand. Han deltog i 2011 som stafet-hold, hvor han cyklede og løb, men i morgen skal han ud på den fulde distance 3,8km svømning, 180km cykling og 42.2km løb. Det bliver så fedt at heppe på ham og de mange Tri4 klubkammerater, der stiller til start i morgen.  Jeg må indrømme, at det da trak lidt i mig, da vi var forbi expoen i dag, men nu glæder jeg mig bare til stævnet i Las Vegas om tre uger.

Stævnet i KBH (tidligere Challenge Copenhagen) og nu Ironman Copenhagen har en helt særlig betydning for os. På grund af dette løb startede vi begge med at dyrke triathlon, og man kan godt sige, at det har ændret vores liv. Det er blevet vores fælles passion. Triathlon har givet os utrolig mange oplevelser, og igennem sporten har vi lært en masse dejlige mennesker at kende. Løbet blev afholdt første gang i 2010, hvor Tom deltog og friede til mig på ruten. I 2011 var vi begge med og blev gift 13 dage efter. I 2012 deltog jeg, og Tom kørte i Kalmar ugen efter. Men i morgen er det Mortens tur. Han har startnummer 780, og jeg vil opfordre alle til at komme ind og heppe på ham og alle de andre seje deltagere, inklusiv vores egen Kronprins Frederik.

Mange Hilsner Søster3 (Teresa)

Søstertur med god frokost, shopping og kaffe. Dejligt med en eftermiddag kun for os tre søstre, hvor vi kunne få sludret lidt. Kristina og jeg var inde ved Joe & the Juice (mens Maria kiggede på sko), her spurgte ekspedienten henvendt til Kristina, om “min veninde ikke skulle have noget?” Egentlig ikke så mærkelig et spørgemål, men vi grinede alligevel lidt – vi omtaler jo ikke normalt hinanden som veninder, for vi er jo søstre. Men det er jo lige netop det vi er: veninder. Vi har altid været der for hinanden og vil altid være det. Vi nyder hinandens selskab og kender hinanden på godt og ondt. I deres selskab kan jeg altid være mig selv, de kender mig 100% (men de ved også, hvilke knapper de skal trykke på, hvis de vil tirre mig – man er vel ikke lillesøster for ingenting ;-))

Frokost på Belis Bar ved Frederiksberg rådhus

Mine søde og smukke storesøstre

God kaffe på Kaffeværk

Lige nu er Tom og jeg på vej til Aalborg for at køre årets tredje 1/2 Ironman på søndag (DM 1/2). Vi er så heldige, at vi kan bo ved min fætter, hans kone og deres dejlige dreng Harald – genialt at vi også lige kan få besøgt dem. Min deltagelse i stævnet har været ret tvivlsom hele ugen (og er det til dels stadigvæk). Søndag blev jeg syg med betændelse i det ydre øre. Til dem, der ikke har prøvet det, kan jeg sige, at det gør MEGA nas. Jeg har bare ligget på sofaen uden at kunne gøre noget; bare vente på at penicillinen og øredråberne ville virke, og at hævelsen ville forsvinde. I dag har jeg heldigvis været ret frisk og på arbejde igen, så ser lige dagen an i morgen. Regner med at løbe en lille tur og lade den afgøre, om jeg skal være med på søndag. Nu er jeg bare glad for, at det ikke er årets hovedstævne.

Så er vi hjemme fra Berlin, efter en nogen begivenhedsrig weekend. Halvironman gik ikke voldsomt godt, men min placering kombineret med en god portion held betød, at jeg kvalificerede mig til VM på halvironman distancen i Las Vegas til september (dvs. jeg fik mulighed for at købe en billet hertil). Der er 1. plads i hver kvinde-aldersgruppe i alle 70.3 ironman stævner i verden. Det er virkelig det vildeste vildeste vildeste!!! Jeg glæder mig, men er også meget ydmyg omkring det. Jeg havde aldrig troet, at det ville blive en mulighed for mig – så god er jeg altså ikke. Men jeg siger heller ikke nej til sådan en oplevelse. Så nu tager vi af sted. Og træningen er allerede gået i gang igen, og jeg håber, at det kan bliver mere struktureret her hen over sommeren, end det har været hele året. Jeg vil bare ikke floppe….

Der er dog lige det issue med varmen. Jeg er virkelig ikke god til at kapere varmen, og i Las Vegas er der altså varmt i september måned (så varmt, at der ikke må svømmes i våddragt). Jeg tror min strategi bliver at sørge for at komme ud og løbe, når det er varmt i DK. Som i dag. Jeg løb til og fra arbejde og så cyklede vi 2 1/2 time. Løbeturen hjem var meget meget varm – til trods for, at det kun var 5km rolig løb…

Er der nogen, der har gode erfaringer og råd til, hvordan man bliver bedre til at klare varmen??

I løbet af de næste dage følger en rigtig race-beretning fra Berlin:-)

Mange hilsner Søster3 (Teresa)

Dejlig svedig og rød i hovedet efter dagens løb