10km – første mileskridt mod halvmarathon.

I søndags gennemførte jeg et 10km løb. Det lyder måske ikke af meget, når jeg træner så meget, som jeg gør. Men jeg har en forhistorie, som gør, at det var en kæmpe sejr for mig.

Jeg var for 3år siden ved at træne op til CPHmarathon, men jeg fik pådraget mig et dumt løberknæ, da jeg var ude for at løbe min første halvmarathondistance…. jeg husker det så tydelig. Min længste distance havde hidtil været 15 i træningsforløbet og følte mig rigtig klar til at bide skeer med en halvmarathon. Så med energibarer i lommen begav jeg mig ud på min rute. Men, men, men efter 5km begyndte knæet at gøre lidt ondt og efter 7 km jog det så meget ind i siden på knæet, at jeg måtte stoppe og vende om…. Jeg gik det meste af vejen hjem, slukøret og meget træt af det hele.

Lige siden har jeg haft bøvl med knæet. Jeg har konsulteret to fyser og en løbecoatch uden det store held, mine løbedistancer svingede fra 1-5km før knæet stod af. En enkelt gang for to år siden, trak Søster3 mig dog med rundt på et 10km løb til Sydkystmarathon (helt frivilligt fra min side!), herefter stod knæet af igen. I flere perioder på de tre år, har jeg helt opgivet at løbe og fået motioneret via boksetræning, spinning mm i træningscenteret. Men drømmen om længere distancer har ligget og ulmet i mig.

I januar i år besluttede jeg mig derfor for at følge et løbeprogram på IForm.dk. Det jeg valgte var “Fra 0 til halvmarathon”. Dvs jeg måtte helt ned og starte, som om jeg aldrig havde løbet før. Og jeg må indrømme, at jeg har måtte sluge mange kameler på løbebåndet eller på landevejen, når træningerne gik ud på at gå mere end at løbe…. Jeg overvejede meget kraftigt at få printet en T-shirt med skriften “jeg er ikke i dårlig form, jeg er skadet!”

Men jeg må sige, at løbeprogrammet i den grad har hjulpet mig til, hvor jeg er nu. Juhuuu…. Jeg har nok tidligere gjort den fejl, at konditionen har været god, men muskler, sener og ledbånd i benene skulle bygges op fra bunden for ikke at blive overbelastet. Jeg kan derfor varmt anbefale andre, at starte helt fra bunden, hvis der er problemer.

Op til i søndags havde min længste distance været 9 km, men efter 7,5 km begyndte jeg at kunne mærke det i knæet. Her skulle jeg nok have stoppet og gået det sidste stykke, men lysten til at løbe og overskuddet var der, så jeg fortsatte. Derfor var jeg også ret nervøs for, om de 10 km var at tage munden for fuld.

Heldigvis gik alt som det skulle på selve dagen. Jeg startede næsten i front, så jeg følte at alle overhalede mig. Der fik  jeg fortalt mig selv flere gange, at lad dem bare løbe, jeg skal finde mit eget tempo. Det lykkedes også for mig. Jeg løb, så min puls ikke blev presset, og i solskinsvejret fandt jeg en slags lykkefølelse undervejs. Jeg var meget opmærksom på knæet, men ikke på noget tidspunkt kom der smerter derfra. Den sidste kilometer satte jeg tempoet op, og fik her overhalet en del af dem, jeg selv var blevet overhalet af – det hjalp i den grad også på lykkefølelsen. Da jeg kom i mål, var benene trætte, men ikke så trætte, at jeg ikke kunne have løbet videre – endnu et hak på lykkebarometeret. Sidste hak kom, da jeg så min tid: 55.38 –  for før løbet havde jeg håbet at komme under en time.

Jeg havde faktisk i løbet af foråret accepteret, at jeg skulle holde mig til max 5km distancer. Men efter 10km sejren i søndags har jeg i den grad fået mod på at fortsætte med løbeprogrammet, hvor jeg så til efteråret kan, hvis alt går vel, løbe min første halvmatrathon – et kæmpe, kæmpe mål for mig.