Raceberetning fra La Marmotte 2013

Forberedelse til La Marmotte 2013 – og lidt om mig selv

DSC00468

Træningen har i 2013 primært stået på spinning og svømning, så da kalenderen fortalte mig, at vi var nået ind i juni, og jeg endnu ikke havde fundet cyklen frem fra gemmerne, var der ikke flere undskyldninger tilbage: Hvis ikke jeg fik kørt rigtig mange kilometer i juni, ville jeg få det ekstremt svært på de fire bjergtoppe i Frankrig. Med en løbsdato, der hedder 6. juli 2013, så var der 5 uger, eller mere præcist 4 uger (plus en uges restitution) til at få kørt en masse kilometer.

 

Inden løbet i 2011 havde jeg kørt 1650 km, hvilket sådan set også var alt for lidt. Man bør – siger man – køre mindst 3.000 kilometer i halvåret op til La Marmotte. Så vel vidende, at jeg også denne gang måtte køre løbet med for få kilometer i benene, satte jeg mig for at nå mindst det samme antal kilometer som i 2011. Altså var det målet at nå lidt over 400 kilometer om ugen. Med 64 kilometer til job (jeg bor i Ringsted) blev toget skiftet ud med cyklen, og jeg nåede 1440 kilometer på 4 uger, inklusive 511 km i den sidste uge op til restitutionsperioden.

 

Min sidste cykeltur, inden afgang til Frankrig var seks dage inden løbsdagen. I alt 60 kilometer på en af mine favoritture fra Ringsted mod Haslev, over Gisselfeldt, Holmegaard, Fensmark, Herlufmagle, Vetterslev tilbage til Ringsted. Der er flere gode stigninger, hvor man kan få pulsen op – især på de sidste 15-20 km fra Fensmark til Ringsted. Samtidig er der gode flade strækninger, så man kan få fart på cyklen. Dagen efter – om mandagen – løb jeg en kort tur med min kone Kristina (Søster1).

 

Onsdag: Turen ned til Alpe d’Huez:

Med for få kilometer i benene, 2 kg for meget på sidebenene og en hukommelse, der fortæller mig, at jeg var i rigtig god form i 2011, drager jeg afsted mod alperne i egen bil sammen med mine gode venner Martin og Jesper, der også skal køre løbet. Efter knap 16 køretimer, landede vi i Alpe d’Huez onsdag aften. Efter en god nats søvn, morgenmad og en træls udskiftning af defekt forhjul (og indkøb af nyt hos den lokale cykelhandler), var vi klar til den første og eneste test af formen, inden løbet, nemlig opkørslen på legendariske Alpe d’Huez.

 

Torsdag: Test af formen på Alpe d’Huez:

Det, jeg havde håbet skulle være en bekræftelse af formen, blev i stedet en bekræftelse af, hvor hårdt La Marmotte faktisk er. Med en puls, der ikke lå under 90 procent af max, kørte jeg de 21 hårnålesving på 1:13. Jeg var chokeret. Pulsen var ekstrem høj, men jeg kunne ikke rigtig gøre noget ved det. Vejrtrækningen var heldigvis relativ ubesværet. Men alligevel. Jeg havde fået noget at tænke over.

 

Fredag: Dagen før løbet

En smule chokeret over den effekt, Alpe d’Huez havde på min krop – og ikke mindst pulsen – fik jeg fredagen til at gå med at forberede mig på en hård dag i alperne om lørdagen spise godt og pakke mine tre poser til de personlige depoter undervejs.

Lidt om mig selv – i sportslige termer:

Alder: 42 år

Vægt: 74 kg

Højde: 177 cm høj

Max puls: 200

Hvilepuls: 49

Endomondo-profil: Morten Drachmann Asmussen

Udvalgte præstationer:

Første maraton (Berlin Maraton 2009): 5:28!!!

Bedste maraton (Copenhagen Maraton 2011): 3:48

Bedste halvmaraton (Broløbet Storebælt 2011): 1:39

La Marmotte 2011: 10:34:34 (Startnummer: 3072. Placering: 5176 (bronze))

La Marmotte 2013: 9:18:16 (Startnummer: 4651. Placering: 3293 (sølv))

(Her kan du se lidt om medaljetiderne til La Marmotte).

Mit udstyr:

Cykel: Wilier Triestina Lavaredo 2011 med Campagnolo gear og bremser.

Stel: Alu

Gearing: 50/34 foran, 29/11 bagpå

Vægt: 9,5 kg inklusive alt udstyr, 11 kg med to fulde flasker.

Lidt af det medbragte

Lidt af det medbragte

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Raceberetning fra La Marmotte 2013