Æble-valnøddekage med karamel
Jeg har en del kogebøger, men vender stort set altid tilbage til to. Den ene er “Suveræne SUPER succeser” af Sonja Bock og Tina Schefteliwitz.
Så da jeg skulle finde en transportabel dessert faldt valget på denne kage. Jeg laver sjældent noget helt efter opskriften, og også her har jeg ændret lidt deri
Opskriften siger til ca. 12 personer (vi var 3 voksne og 7 børn, der spiste rup og stup af en portion, så 12 er kun, hvis der er en del andet tilbehør til)
Mørdejsbund: 250g mel, 250g smør, 1/4 tsk salt, 6 spsk koldt vand 1 æggeblomme, 1/2 tsk stødt kanel
Hak det kolde smør ud i melet. Tilsæt salt, kanel, æggeblomme og vand, og saml dejen hurtigt. Lad den hvile mindst en time i køleskabet. Rul dejen ud, og beklæd bund og sider af en smurt springform. (Mine springforme er pt pakket ned, så jeg brugte en firkantet kageform i stedet – det fungerede fint)
Æblefyld: 1/2 kg syrlige æbler (jeg brugte knap et kilo Elstar), 2 tsk stødt kanel, 3 spsk sukker, 1/2 spsk reven citronskal (jeg havde ikke lige en citron, så denne undlod jeg)
Skræl æblerne, og riv dem groft. Bland de øvrige ingredienser i, og fordel fyldet over bunden.
Nøddefyld: 150g valnøddekerner, 125g mel, 3,5 spsk sukker, 125g smør.
Hak 2/3 af nødderne fint og resten groft. Bland mel, sukker og gnid smørret ud i blandingen. Tilsæt nødderne, og fordel massen over æblefyldet.
Bag kagen ved 160grader i ca 30 minutter (efter 25 min skruede jeg op på 200grader, a jeg ikke synes, der skete så meget i bageprocessen). Dæk evt. kagen til med bagepapir undervejs, så den ikke brænder på. (dette var ikke nødvendigt for mig – tværtimod!)
Karamel: 125g rørsukker, 1/2 dl vand, 1 spsk hvidvinseddike eller æblecidereddike.
Kom alle ingredienserne i en gryde, og lad det simre uden låg til karamellen er gylden, ca 1/2 time (her tog det ca 20min). Fordel karamellen over den lune kage.
Jeg serverede Creme Fraiche til. Men den ville bestemt kunne klare en masse frugt også, da det er en ret fed kage.
Velbekomme! Kristina
Bonusinfo: Jeg er ikke meget for at smide mad ud. Så den overskydende æggeblomme fra mørdejen lavede Kornelia en lille portion marengs af. Hun tilsatte sukker og vaniljesukker. Piskede det stift. Lavede små kys på en bageplade og bagte dem/tørrede dem 3 timer ved 75 grader.
Du lavede vel ikke marengos af en æggeblomme? Du mente vel den overskydende æggehvide?